Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [byen A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til værnepligt. Han frygter videre at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, hvis han nægter at aftjene værnepligt. Klageren frygter også at blive tvunget til at slå andre mennesker ihjel, og at vil blive slået ihjel af Islamisk Stat. Klageren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i Syrien blev opsøgt af myndighederne mere end tre gange. Klageren var ikke hjemme, når myndighedspersonerne, der bar den syriske militæruniform, opsøgte hans bopæl. Myndighedspersonerne sagde til klagerens far, at klageren skulle melde sig til militæret, ellers ville det få konsekvenser. Klageren har videre oplyst, at Islamisk Stat rykkede tæt på hans landsby inden hans udrejse, men at han ikke selv har været i kontakt med dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om de syriske myndigheders opsøgning af ham til grund, idet klageren har forklaret udbyggende og divergerende herom. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren som mandlig syrisk statsborger og etnisk kurder fra [byen A] i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. De af klageren begåede overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligt kan ikke betragtes som en særlig farlig forbrydelse, men Flygtningenævnet finder, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved en dom [fra 2019] blev klageren idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 ved i forening og efter fælles forståelse med to andre medgerningsmænd, heriblandt sin bror [S], at have tildelt forurettede adskillige spark og slag i hovedet og på kroppen, imens forurettede lå på jorden, ligesom forurettede blev slået i hovedet og på kroppen med et bat. Desuden fremgår det af dommen, at der var tale om et planlagt og groft overfald på en sagesløs. Nævnet finder på denne baggrund, at den begåede forbrydelse er ”særlig farlig”, og at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er 22 år, ugift, har ingen børn og er sund og rask. Han har tre søskende i Danmark. Han har alene haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har arbejdet 3-4 måneder i sin bror [S’s] frisørsalon. Nævnet bemærker herved, at frisørsalonen ifølge [dommen fra 2019] angiveligt var baggrunden for overfaldet på den sagesløse, idet forurettede drev en konkurrerende frisørsalon. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” syri/2019/54/smla
