Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. I 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling som følge af nævnets praksisændring i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser, født og opvokset i Nahr al-Bared flygtningelejren i Tripoli, Libanon. Han er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive dræbt af [en navngiven gruppe], som forsøgte at hverve ham til at deltage i borgerkrigen i Syrien. Endvidere frygter ansøgeren ved en tilbagevenden sin far, som smed ham ud af familiens bopæl, idet ansøgeren nægtede at efterkomme farens ønske om at tage et arbejde. Konflikten mellem ansøgeren og faren er forværret efter ansøgerens udrejse, og de er ikke længere på talefod. Ansøgeren har om konflikten med [den navngivne gruppe] oplyst, at han i slutningen af 2014 afsluttede sin uddannelse som civilingeniør. Efterfølgende skulle han hjælpe en anden studerende, [M], med dennes afgangsprojekt. I begyndelsen af 2015 mødte ansøgeren hos [M] nogle personer, som viste sig at tilhøre [den navngivne gruppe]. Personerne til spurgte ansøgeren ind til hans konflikter med familien og tilbød at hjælpe ham med at skaffe penge, som han først skulle betale tilbage, når han havde fundet et job. De foreslog ham, at han kunne kæmpe for dem i Syrien, hvilket var hans pligt som muslim. Ansøgeren afviste forslaget og holdt sig efterfølgende væk fra [M] og personerne fra [den navngivne gruppe]. Efterfølgende blev ansøgeren chikaneret af personerne, når han gik på gaden. En dag blev ansøgeren råbt an på gaden af fire personer, mens han var på vej hjem. Personerne sagde, at nu var ansøgerens tur kommet, og de affyrede varselsskud. Efterfølgende flyttede ansøgeren til Jabydeh, hvor han boede i seks-syv måneder inden sin udrejse i [efteråret] 2015. Han forsøgte forgæves at søge beskyttelse, blandt andet hos myndighederne, mod personerne fra [den navngivne gruppe]. Yderligere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er dårlige. Ansøgeren har oplyst, at han er registreret ved UNRWA i Libanon, men at UNRWA har udelukket ham fra beskyttelse som følge af hans udrejse i 2015. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne af […] 2017 og […] 2020 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer over for Udlændingestyrelsen ved de forskellige samtaler og under nævnsmødet. Ansøgeren har navnlig forklaret divergerende om, hvorvidt han selv talte med og blev tilbudt arbejde mv. af grupperingen, eller om det gik gennem [M]. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt grupperingen ved en lejlighed skød efter ham, eller om grupperingen alene viste våben. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt han henvendte sig til myndighederne for at få hjælp og om, hvorvidt grupperingen vidste, at han på et tidspunkt opholdt sig i bjergene. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han ikke nærer asylbegrundende frygt for sin familie. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er i besiddelse af et ID kort og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages at kunne få udstedt rejselegitimation af de libanesiske myndigheder og få indrejsetilladelse til Libanon. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på undersøgelser om, hvorvidt ansøgeren kan få udstedt rejsedokumentation og få tilladelse til at indrejse i Libanon. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon og således UNRWA-området, eller at der skulle være nogen personlig risiko for ham forbundet med at tage tilbage dertil. Da ansøgeren således er omfattet af Flygtningekonventionens art. 1D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2020/59/MNR
