Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres fem medfølgende børn, som var statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og født i Egypten, men opvokset i Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige og kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de frygter for deres liv som følge af de generelle forhold i Libyen. Til støtte herfor har de oplyst, at der i deres hjemby er større uroligheder, og at sikkerhedssituationen er dårlig. Ansøgerne har oplyst, at den mandlige ansøger den [i maj] 2013 blev ramt af et tilfældigt skud i forbindelse med væbnede kampe i nabolaget. Videre har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i juli 2014 blev frarøvet sin bil ved en uofficiel kontrolpost. Ansøgerne har også oplyst, at deres bopæl den [i] juli 2014 blev ramt af en raket i forbindelse med bombningen af lufthavnen i Tripoli. Den mandlige og kvindelige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at de frygter for de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Til støtte herfor har de oplyst at, statsløse palæstinensere diskrimineres og ikke har lovligt ophold i Libyen, og at de libyske myndigheder har forbudt statsløse palæstinensere at indrejse i Libyen. Den mandlige og kvindelige ansøger har som asylmotiv desuden henvist til, at de frygter, at deres søn bliver kidnappet af ukendte personer. Til støtte herfor har de oplyst, at deres nabos søn i september 2014 blev kidnappet af ukendte gerningsmænd. Ansøgerne har hertil oplyst, at den mandlige ansøger, efter kidnapningen af naboens søn, modtog et trusselsopkald af ukendte personer. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter Quwat Al-Radah militsen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har kritiseret militsen den [i sommeren] 2014, og at militsen i 2015 og 2018 har udstedt arrestordrer mod ansøgeren. Videre har ansøgeren oplyst, at hans bror blev tilbageholdt og afhørt i 10 dage af militsen, fordi ansøgeren ikke mødte til afhøring, som angivet i arrestordren fra 2015. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Libyen og har boet i landet indtil sin udrejse. Den kvindelige ansøger er indrejst i Libyen som barn og opvokset og har boet i landet indtil sin udrejse. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgerne asylretligt skal vurderes i forhold til Libyen, og at et generelt indrejseforbud som blandt andet omfatter den befolkningsgruppe, som ansøgerne tilhører, ikke i sig selv indebærer, at der ikke kan foretages en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Flygtningenævnet lægger til grund, at de episoder, som den mandlige ansøger tidligere har været udsat for, ikke har været rettet specifikt mod ham, men er forhold af tilfældig karakter. Nævnet kan endvidere af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse [truffet i efteråret] 2019, tiltræde, at den mandlige ansøgers forklaring om en arrestordre på ham ikke kan lægges til grund. Ifølge baggrundsoplysningerne er den politiske situation og sikkerhedssituationen i Libyen kaotisk og ustruktureret og præget af konflikter, men situationen er dog ikke så generelt farlig, at enhver, der befinder sig i Libyen, er i en så alvorlig sikkerhedsrisiko, at dette i sig selv er asylbegrundende. De aktuelle generelle forhold i Libyen for statsløse palæstinensere er vanskelige, og er blevet forringet siden 2014, som det bl.a. er omtalt i Lifos Thematic Report: Palestinians & Syrians in Libya af 23. februar 2016, men forholdene har ikke en sådan karakter for palæstinensere, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker, at hverken US Department of States Country Rapport on Human Rights Practices 2019 – Libya af 11. marts 2020 eller UNHCR Position on de designations of Libya as a safe third country and as a place of safety for the purpose of disembarkation following rescue at sea, som har et andet fokus end palæstinensere, der hidtil har opholdt sig i landet, kan føre til et andet resultat. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger ved sin samtale [i sommeren] 2015 har forklaret, at han var ansat i landbrugsministeriet i 1997-2004, men under mødet i nævnet har forklaret, at han var kun tilknyttet projektet via en samarbejdspartner, men ikke var ansat. Han har videre forklaret ved samtalen [i sommeren] 2015, at statsløse palæstinensere har adgang til skolesystemet og sundhedssystemet, bortset fra ved særlige kritiske sygdomme, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at den tidligere forklaring angik perioden før 1994. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgerne er omfattet af det midlertidige indrejseforbud for bl.a. palæstinensere, og at den libyske ambassade [i sommeren] 2017 har meddelt de danske politimyndigheder, at der ikke kunne udstedes rejsedokumenter eller ID-kort til ansøgerne på baggrund af det foreliggende materiale. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse [i efteråret] 2019, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe ikke har karakter af et asylretligt forhold, som er omfattet af udlændingelovens § 7, men angår spørgsmålet om udsendelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”[stat2020/49/SELS]
