Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra al-Baas lejren i Sour, Libanon. Ansøgeren har været tilknyttet NGO’en [X] i perioden fra 2017 og frem til sin udrejse. Ansøgeren har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hamas, fordi han nægtede at udføre Hamas’ befalinger. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet af de libanesiske myndigheder, fordi Hamas har truet med at aflevere en videooptagelse af ham til myndighederne, hvor han giver børn våbentræning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [efteråret] 2015 har været ansat hos [skole], som er en del af Hamas. I [efteråret] 2017 fik ansøgeren oplyst, at han sammen med eleverne skulle lære at anvende våben, og at der i den forbindelse blev optaget en video, hvor han skilte et våben ad og samlede det igen. Ansøgeren blev herefter truet med, at videoen ville blive sendt til de libanesiske myndigheder, hvis han nægtede at samarbejde. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hamas eller de libanesiske myndigheder til grund. Det bemærkes herved indledningsvist, at den af ansøgeren oplyste mulige konflikt med Hamas i 2010 må anses for afsluttet. Ansøgeren har herom forklaret, at der med hjælp fra beboerudvalget i 2010 blev sluttet fred mellem ansøgerens familie og Hamas, og at konflikten blev løst. Ansøgeren har videre oplyst, at der ikke har været konflikter med Hamas i perioden 2010 – 2016. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan meddeles ansøgeren asyl, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Dette skyldes, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som anført af Udlændingestyrelsen, herunder vedrørende hvilke oplysninger ansøgeren gav [A] om ansøgers kollega, [B], og om episoden hvor en bombe eksploderede i nærheden af ansøgerens bopæl, og om hvornår [A] for anden gang forsøgte at tvinge ansøgeren til at rejse til Iran. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at eksplosionen og skyderiet ved ansøgerens bopæl var rettet imod ansøgeren. Der er herved henset til, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, hvor eksplosionen skete, eller hvor der blev skudt. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring endte med at indvillige i at deltage i våbentræning med fire elever fra ansøgerens skole. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han blev presset hertil af [A] og [C] kan ikke lægges til grund. Der er herved henset til, at ansøgeren tidligere har været i stand til at modstå et pres fra [A] ved at nægte at stjæle [B’s] bærbare computer, selvom [A] havde pålagt ham dette. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren først udrejste i [foråret] 2018, når henses til ansøgerens forklaring om, at han siden sit møde med [A] i [slutningen af]2017 frygtede Hamas og at blive sendt til Iran. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren indrejste i Danmark [i foråret] 2018, men først søgte om asyl [i efteråret] 2018. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes blandt andet at agenten havde sagt, at han først skulle indgive ansøgningen efter 6 måneder kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, men at dette ikke kan føre til asyl. På ovennævnte baggrund, og i øvrigt af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/33/RILA
