sril201913

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra [landsby], [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af politiet, fordi politiet mistænker ansøgeren for at være medlem af en bande ved navn AVA. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2016 overværede en slåskamp mellem nogle medlemmer af banden AVA, i hvilken forbindelse han fik blod på sig fra et sværd. Politiet troede, at ansøgeren havde deltaget i slåskampen, hvorfor han blev anholdt sammen med fire til fem andre bandemedlemmer og tilbageholdt i tre døgn. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt af politiet fem til seks gange i alt i et par dage af gangen og udsat for blandt andet forsøg på seksuelle overgreb og fysisk vold. I [foråret] 2017 besluttede ansøgeren i samråd med sin far at udrejse af Sri Lanka. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med politiet i Sri Lanka, til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed svækkes af, at han udrejste af Sri Lanka med sit eget pas og til politiet i forbindelse med ankomsten til Danmark [i foråret] 2017 oplyste, at han var på vej til Frankrig for at studere, ligesom han [i foråret] 2017 til politiet oplyste, at han ikke havde problemer med myndigheder i hjemlandet. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om centrale detaljer af den angivne konflikt med politiet i Sri Lanka. Han har således under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2017 forklaret, at to bandemedlemmer kom op at slås med sværd, mens han til asylsamtalen [i sommeren] 2018 har forklaret, at fem til seks personer denne dag kæmpede med sværd. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren foreholdt dette har rettet sin forklaring af [sommeren] 2017, således at det rettelig var to grupper, der kom op at slås, idet han har godkendt referatet af samtalen den [sommeren] 2017. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår og hvor mange gange han har været anholdt af politiet, ligesom han har forklaret divergerende om, hvad der skete under de forskellige anholdelser. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvad han vidste om årsagen til sin anden anholdelse, idet han til samtalen [i sommeren] 2017 herom forklarede, at politiet ikke spurgte ham om noget eller sagde noget til ham, mens han til samtalen [i sommeren] 2018 forklarede, at han blev anholdt, fordi AVA-banden havde ødelagt en trehjulet motorcykel og nogle forretninger, ligesom en person var blevet dræbt, hvilket ansøgeren fik at vide i forbindelse med sin anden anholdelse. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at han under sin fjerde anholdelse også blev hængt op i benene med hovedet nedad. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sit asylmotiv således at han nu også frygter AVA-banden, som han samtidig har oplyst, at han ingen relation har til, udover at han perifert kender til nogle bandemedlemmer. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet herefter i det hele ansøgerens forklaring og finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Sril/2019/13/TLNJ