soma202082

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret. Ansøgerens forældre har som yderligere asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsgift. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition i Somalia at blive omskåret, og at ansøgeren derfor vil være uønsket og stigmatiseret, såfremt hun ikke bliver omskåret. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgerens mormor går ind for omskæring, og at hun udfører omskæring af piger i deres lokalsamfund i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition i Somalia, at alle piger skal omskæres. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun navnlig frygter, at ansøgerens mormor vil omskære hende. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at det er ansøgerens mormor, som udfører omskæringer i deres landsby, og at hun går ind for omskæring af piger. Ansøgerens forældre, der begge har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, fremstår som ressourcestærke og har begge erklæret, at de er modstandere af omskæring. Under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale og uanset ansøgerens mormor angiveligt udfører omskæring af piger, finder Flygtningenævnet på den baggrund, at det må antages, at ansøgerens forældre vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen, ligesom de vil være i stand til at beskytte hende mod omskæring. Som følge af det anførte, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 ikke er opfyldt. Det forhold, at ansøgerens forældre frygter, at hun vil blive tvangsgift kan ikke føre til en anden vurdering, ligesom de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/82/RILA