soma202066

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger og etnisk somali. Ansøgerens forældre er fra Bula Cale, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren risikerer tvangsomskæring i Somalia. Ansøgerens forældre har videre henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsgift væk af sine onkler, når hun bliver ældre. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun synes, at omskæring er et problem. Hun er selv omskåret, og hun frygter derfor, at hendes mor, mormor og moster vil tvangsomskære ansøgeren. De bliver nødt til at gøre det, fordi det er en del af skikken i Somalia. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hun og faren ikke kan modsætte sig dette, idet familien kan gøre det uden deres viden. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret af sin farmor, mormor og mormors mor. Ansøgerens far er imod omskæring, men både farens og morens familie er store tilhængere af omskæring, og de vil kunne omskære ansøgeren, når forældrene ikke lige er opmærksomme på hende. Ansøgerens far har videre oplyst, at hans far er tvangsgift med hans mor, og at det er en del af somalisk kultur, at piger bliver tvangsgift, når de er omkring 14 til 16 år. For så vidt angår frygten for, at ansøgeren skulle blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Ansøgerens forældre er begge imod omskæring og har forklaret, at de vil modsætte sig omskæring af hende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, som vil være i stand til at modstå forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgerens forældre frygter, at hun vil blive tvangsgift, når hun bliver ældre, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens forældres egen formodning. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Buulale i Galgaduud-provinsen, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at ansøgerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Somalia, herunder til ansøgerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/66/MME