Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Hawiye-klanen, sunni muslim og fra Buulale i Galgaduud-provinsen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt, idet han er efterstræbt af al-Shabaab, samt familiemedlemmerne til to personer, som klageren påkørte i et færdselsuheld. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at hans døtre ved en tilbagevenden vil blive tvangsomskåret og tvangsgift. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 21. marts 2009 blev opsøgt af al-Shabaab, som krævede, at han tilsluttede sig al-Shabaab. Klageren nægtede. Da han to dage senere kørte gennem landsbyen Hamur, blev han beskudt af al-Shabaab. Klageren blev såret under skudepisoden, og han mistede kontrollen over bilen og påkørte et lokalt samlingssted, hvorved han ramte to personer. Som følge af ulykken afgik den ene person ved døden, mens den anden mistede førligheden. Efter ulykken tog klageren til Kenya, hvor han modtog behandling for sit skudsår. Den 5. april 2012 vendte klageren tilbage til Somalia. Kort tid efter blev han opsøgt af familierne til ofrene for trafikulykken, som krævede et større beløb i blodpenge. Klageren valgte herefter at udrejse fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte 26. februar 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om konflikterne med al-Shabaab og familierne til de personer, der blev henholdsvis dræbt og såret, bærer præg af ikke at være selvoplevede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev kontaktet af al-Shabaab, hvordan og hvor de kontaktede ham, hvad de ville have, at han skulle gøre for dem, og om de beskyldte ham for at være medlem af Ehl Sunna eller ej. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor mange dage han var indlagt på hospitalet efter skudepisoden, og hvor mange steder han derefter opholdt sig, inden han udrejste af Somalia. For så vidt angår frygten for, at klagerens døtre skulle blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Klageren og hans ægtefælle er begge imod omskæring og har forklaret, at de vil modsætte sig omskæring af døtrene. Flygtningenævnet finder, at klageren og hans ægtefælle må anses for ressourcestærke personer, som vil være i stand til at modstå forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er en reel risiko for, at klagerens døtre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klageren frygter, at hans døtre vil blive tvangsgift, når de bliver ældre, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan antages, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Buulale i Galgaduud-provinsen, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er således opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren, der nu er 43 år, er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i februar 2013 og fik opholdstilladelse i februar 2014. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år. Klageren har bestået Prøve i Dansk 1. Klageren har haft arbejde i perioden fra marts 2017 til april 2019. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer bortset fra vandladningsbesvær. Klageren har bortset fra sin ægtefælle og børn ingen familie i Danmark. Klageren har både nær og fjern familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/65/MME
