Nævnet stadfæstede i september og 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører klanen Dir. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han flygtede fra al-Shabaab, fordi de forsøgte at tvangsrekruttere klageren. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i [starten af] 2014 blev opsøgt af to medlemmer af al-Shabaab, som ønskede at rekruttere klageren. Klageren nægtede dette, og lederen af gruppen gav da klageren 24 timer til at acceptere tilbuddet. Dagen efter blev klageren igen opsøgt af al-Shabaab, der beordrede, at klageren skulle deltage i militsens arbejde, herunder udføre drab. Klageren nægtede dette, og han blev derfor fængslet i 20 dage. [I foråret 2014] lykkedes det klageren med hjælp fra sin søster at flygte fra Somalia. Klageren har videre henvist til, at han er flygtet, fordi han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af klanen Habar Gidir. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans far grundet en jordkonflikt blev slået ihjel i 2012 af medlemmer af klanen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen meddelte klageren afslag på beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet de tilsidesatte klagerens forklaring om al-Shabaab, og bemærkede at det forhold, at klageren frygtede at blive slået ihjel af medlemmer af klanen Habar Gidir, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, og der skal i disse sager således fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen under nævnsmødet er forekommet udetaljeret og ikke selvoplevet. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han [i vinteren] 2014 blev opsøgt af to unge mennesker i civilt tøj, der var medlemmer af al-Shabaab. Til asylsamtalen forklarede han derimod, at de to mænd var klædt i en form for militæruniform. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede klageren videre, at lederen af al-Shabaab beordrede klageren til at samarbejde med og være medlem af al-Shabaab, og at det ville få konsekvenser, hvis klageren ikke accepterede ordren. Til asylsamtalen forklarede klageren derimod, at lederen ikke truede ham med noget, men bare sagde, at han havde 24 timer til at tænke over det i. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede klageren videre, at de samme unge mennesker som sidste gang kom hjem til klageren efter de 24 timer og sagde, at han skulle komme med. Til asylsamtalen forklarede klageren derimod, at det var nogle andre mænd, der opsøgte hans bopæl end dem, der var der sidst. Klageren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter 20 dage i fængslet blev nødt til at følge al-Shabaabs ordre om at samarbejde med dem, mens han til asylsamtalen forklarede, at han sad fængslet i omkring en måned. På mødet i Flygtningenævnet forklarede klageren, at han var fængslet i en måned og 20 dage. Klageren har herudover til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans søster afleverede pengene til hans flugt i hans madkasse, mens han til asylsamtalen forklarede, at søsteren afleverede pengene til chaufføren. Klageren har endelig til en afhøring [i efteråret] 2014 til Københavns Politi forklaret, at al-Shabaab havde hjernevasket hans bror fuldstændigt, og at han ikke ønskede dette, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han havde en bror, der dengang var lille og ikke interessant for al-Shabaab. Klageren har ikke givet en troværdig forklaring på disse divergenser, og nævnet har ved vurderingen af divergenserne i klagerens forklaring lagt vægt på, at der er tale om et enkelt forløb med få detaljer. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren var efterstræbt af al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia, eller at han vil være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde.For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til klankonflikten finder nævnet ikke, at det kan føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse og har herved lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet konflikter med medlemmer af klanen Habar Gidir, og at det alene beror på hans formodning, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset som en trussel, fordi medlemmer af denne klan vil tro, at han vil tilbagetage farens jord. Flygtningenævnet finder på baggrund af de af Udlændingestyrelsen nævnte og foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Jowla i Lower Shabelle, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er således opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der nu er 27 år, er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i [efteråret] 2014 og blev meddelt opholdstilladelse i [efteråret] 2015. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år og har bestået prøve i Dansk 2. Klageren har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det forhold, at klageren har et barn på 4 år, kan ikke føre til en ændret vurdering, da barnet er forsvundet sammen med sin mor og registreret udrejst af Danmark siden [starten af] 2017. Det forhold at klageren har opholdt sig en årrække i Vesten kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/64
