soma202055

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at få psykiske problemer, hvis hans søstre bliver mishandlet. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgeren blev født i Danmark, og at han derfor ikke kender sproget, traditionerne eller området i Somalia, og at han ikke vil kunne leve på samme måde som i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. For så vidt angår påstanden om ”konsekvens-status” betragtning for så vidt angår ansøgerens søstres sager, hvor der er påstand om, at der er risiko for omskæring, bemærkes, at allerede fordi Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er reel risiko for, at ansøgerens søstre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor, er der ikke grundlag for stillingtagen hertil. Med hensyn til påstanden om, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb og tvangsrekruttering af al-Shabaab bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har nogen personlige konflikter i Somalia, og i øvrigt at de generelle forhold i Somalia heller ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Det af ansøgerens og hans forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/55/mme