soma202046

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia.. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra [by], [distrikt], Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [x], sub-subklanen [x]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Somalia, og at ansøgeren derved vil få et dårligt liv. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab. For så vidt angår frygten for, at ansøgeren vil få et dårligt liv, bemærker Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder heller ikke, at frygten for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, da denne frygt alene beror på klagerens egen ubekræftede formodning. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Somalia ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/46/EHD