Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra [by], [distrikt], Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [x], sub-subklanen [x]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren i Somalia vil blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte herfor henvist til, at omskæring er en del af den somaliske kultur. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun selv er omskåret, og at hun i forlængelse heraf har oplevet mange problemer. Ansøgerens mor har ydermere henvist til, at hun ikke selv vil omskære sin datter, men at personer i civilområdet vil tvinge datteren til at blive omskåret. Såfremt ansøgeren ikke bliver omskåret, vil hun blive mobbet og udstødt. Ansøgerens mor har oplyst, at såfremt der er nogen, der kommer og vil omskære hendes datter, vil hun lade det ske. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes ansøgerens mor ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse – som følge af risiko for omskæring af ansøgeren – er opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor findes at have vilje og evne til at modsætte sig et eventuelt pres fra sine omgivelser for at få datteren omskåret. Ansøgerens mor har således under asylsagens behandling forklaret, at både hun og ansøgerens far er imod omskæring, og at hun ikke ønsker, at ansøgeren skal opleve de samme helbredsmæssige gener, som følger af omskæring, som hun selv har oplevet. Nævnet finder i øvrigt, at det forhold, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade ansøgeren omskære, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Somalia ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/45/EHD