Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, tilhørende [klan] og muslim fra Halgan, Hiiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt eller tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i 2007 blev slået ihjel af al-Shabaab. Han har endvidere oplyst, at al-Shabaab i 2008 begyndte at tvangsrekruttere unge mænd i hans hjemområde. Klageren har ydermere oplyst, at familiens hus i 2012 blev ramt af et bombeangreb, hvorefter han blev hjulpet til at udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2015-2016 klageren tidsbegrænset op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale for-pligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrel-sen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Ved endelig afgørelse af [sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om konflik-terne med al-Shabaab til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvorfor hans far nægtede at samarbejde med al-Shabaab og om, hvorvidt al-Shabaab specifikt ledte efter klageren efter drabet på klagerens far samt hvorfor og hvornår klagerens stedfar blev hentet af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger her-efter til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor endvidere til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det på-gældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsop-lysninger, at situationen i Halgan i Hiran provinsen, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at området til dels fortsat er lovløst, da kontrollen over områ-det er delt mellem flere aktører, og da al-Shabaab kan have kontrollen i dele af området, men at al-Shabaabs måde at agere på har ændret sig både i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen og i de områder, hvor al-Shabaab ikke har kontrollen. Det er herefter vurderingen, at situationen for perso-ner, der ikke er profileret over for al-Shabaab i al-Shabaab kontrollede områder er forbedret, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene – trods forbedringen – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en ud-sendelse af klageren til Hiran provinsen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttel-sen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver imid-lertid ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødven-digt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familie-liv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Det fremgår af afgørelser fra domstolen, at der ved proportionalitetsvurderingen foretages en afvejning af en række forhold, her-under udlændingens tilknytning til opholdslandet, varigheden af opholdet i dette land, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, sproglige forhold og øvrige tilknytningsfaktorer, herunder arbejde og uddannelse. I afvejningen indgår endvidere tilknytningen til oprindelseslandet, så som opvæksten og bopælstiden i oprindelseslandet, sproglig og kulturel tilknytning hertil, familiemedlemmer i oprindelseslandet samt uddannelses- og værnepligtsforhold. Ud over EMRK indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske ret-tigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale for-pligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Det er oplyst om klageren, at han er født i 1996 i Somalia og har boet i Hiran-provinsen i Somalia, frem til sin udrejse i 2012. Han indrejste i Danmark i [vinteren] 2014-2015. Han taler somalisk. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger om tilknytning til Danmark, og det fremgår af sagen, at han ikke har familie i Danmark, og at han ikke har haft en indtægt siden [efteråret] 2018. Der er ingen oplysninger om klagerens nuværende familieforhold i Somalia. Flygtningenævnet finder, at der foreligger et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, der kan begrunde indgreb i de ved EMRK artikel 8, stk. 1, beskyttede rettigheder. Da klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er opholdstilladelsen givet med henblik på midlertidigt ophold. Klager har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [vinteren] 2015-2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, herunder en konkret afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og So-malia over for Danmarks interesse i varetagelsen af et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks inter-nationale forpligtelser, herunder retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/16/gdan