Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Darood, subklanen Marehan, klanen Reer Dini og familieklanen […]. Klageren er muslim fra [område i Somalia]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 1999, og at han [i foråret] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i somme-ren] 2015 udrejste til Somalia for at tage ophold. [i foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlæn-dingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, § 17 a, stk. 1, nr. 1, og § 17 a, stk. 2, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 24 på hinanden følgende måneder. Det bemærkes, at Flygtningenæv-net i forbindelse med behandlingen af bortfaldssagen ikke har været i direkte kontakt med klageren, hverken personligt, telefonisk eller på mail. I sagen foreligger i den forbindelse en fuldmagt af 12. juli 2018 meddelt til klagerens bror, jf. tillige den beskikkede advokats brev af 4. marts 2019 med klage over afgørelsen om bortfald. Efter en gennemgang af sagen skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på de forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen af [for-året] 2019. Nævnet har således lagt vægt på, at klageren udrejste af Danmark til Somalia [i sommeren] 2015, at ansøgerens fortrydelsesfrist for repatriering udløb [i sommeren] 2017, og at klagerens bror på klagers vegne senest den 1. juni 2018 søgte at få udbetalt 2. rate af repatrieringsydelsen. Det i den beskikkede advokats indlæg af 27. januar 2020 anførte om baggrunden for og omstændighe-derne i forbindelse med, at klagerens bror på klagerens vegne ansøgte om udbetaling af 2. rate af repatrieringsydelsen, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet tiltræder her-under tillige Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet. Ligesom Udlændingestyrelsen har Flygtnin-genævnet således lagt vægt på, at klageren i afgørelsen om forlængelse af fristen for fortrydelse af repatriering blev vejledt om, at fristen ikke kunne forlænges yderligere, og at klageren hverken ved personlig henvendelse, telefonisk eller på mail har kontaktet de danske ambassader i enten Kenya eller Etiopien, således som han flere gange er blevet vejledt om. Det anførte om, at det er klagerens opfattelse, at han skulle møde personligt frem kan derfor ikke føre til et andet resultat. Endelig til-træder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv som værnet i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet er således enig i den afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia, som er foretaget i afgørelsen. Nævnet har ligesom styrelsen lagt vægt på, at klageren – uanset det forudgående 15 år lange ophold i Danmark - må anses for selv at have valgt at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark i tilknytning til beslutningen om repatriering, og at bortfald af opholdstilladelsen derfor ikke kan anses som en krænkelse af ansøgerens ret til privatliv. Oplysningerne om klagerens herboende familie i form af en mor og en bror kan ikke føre til, at bortfald af opholdstilladelsen må anses for en krænkelse af klagerens ret til familieliv, idet klageren var myndig, da han traf beslutningen om repatriering i 2015. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/15/JHB
