Nævnet omgjorde i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, etnisk tumal osman og muslim af religiøs overbevisning fra Saudi Arabien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har til støtte herfor oplyst, at familien blev angrebet af al-Shabaab, mens de opholdt sig på deres bopæl. Al-Shabaab ville hverve klageren og hans bror, men klagerens far modsatte sig dette. Herefter slog al-Shabaab medlemmerne faren med en geværkolbe, sparkede ham, brækkede klagerens fingre og brændte brorens arm. Idet farens ven ankom til stedet, blev der affyret skud, hvorefter al-Shabaab forlod bopælen. Herefter udrejste klageren af Somalia med sin far, bror og farens ven. Flygtningenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse [fra efteråret] 2013 og meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder fortsat – med samme begrundelse som anført i nævnets afgørelse [fra foråret] 2019 – at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en individuel konflikt i Somalia med al-Shabaab eller andre, eller at han er særligt profileret i forhold til al-Shabaab, ligesom nævnet finder, at de generelle forhold i Somalia, der har begrundet klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter § 19, stk. 1, nr. 1, må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. § 26, stk. 1, således at inddragelse af opholdstilladelsen skal undlades. Son anført i nævnets afgørelse [fra foråret] 2019 følger det af forarbejderne til den nugældende udlændingelovs § 19 (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag, bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget.…” Klageren, der nu er 25 år, kom til Danmark som 18-årig i [efteråret] 2012. Han er født og opvokset i Saudi Arabien og har efter det oplyste alene opholdt sig i Somalia, hvor han er statsborger, i en periode på tre måneder. I Danmark har han arbejdet i forskellige praktikforløb, ligesom han har været ansat som IGU elev. Siden [starten af] 2018 og indtil nævnets afgørelse i [foråret] 2019, hvor klageren mistede sin opholdstilladelse, har han gået på en produktionsskole. Han har bestået i hvert fald prøve 1 i dansk og har i al væsentligt gennemført mødet i nævnet uden brug af tolk. Han er medlem af en fodboldklub, ligesom han over en lang periode har udført frivilligt foreningsarbejde. Han taler somali, men på et niveau, så det gav anledning til vanskeligheder under samtale med Udlændingestyrelsen. Han har efter det oplyste ingen kendt familie i Somalia, mens han i Danmark har familie bestående af fætre og kusiner, som han har kontakt til. I de lægelige oplysninger beskrives klageren med symptomer forenelige med tidligt omsorgssvigt og kompleks behandlingskrævende PTSD. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering heraf, hvorunder er indgået de nye oplysninger om klagerens behandlingskrævende helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særlig belastende i udlændingelovens § 26, stk. 1,’s forstand. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra starten af] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/250/CERA