Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tanger, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Marokko frygter dobbeltstraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han af sin tidligere advokat er blevet oplyst, at der er en risiko for dobbeltstraf i Marokko grundet hans kriminalitet begået i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine søskende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans søskende gennem hans mor, som han stadig har telefonisk kontakt med, er blevet bekendt med den af ham begåede kriminalitet i Danmark, ligesom de er blevet bekendt med, at han lider af ludomani. Der ses inden for islam med stor alvor på såvel ludomani som seksualforbrydelser begået af en gift mand. Hans storebror, [A], der efter farens død er overhoved i familien, der er velstående og magtfuld, samt hans øvrige søskende er derfor meget vrede på ham. Hans ægtefælle har i en telefonsamtale med hans storesøster fået oplyst, at [A] til storesøsteren har udtalt, at han kunne finde på at slå ansøgeren ihjel. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans to børn og ægtefælle, der har [en sygdom] og brug for hans hjælp, bor i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at risikoen for at blive idømt dobbeltstraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke i sig selv er relevant for den asylretlige vurdering, hvorimod karakteren og intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet vil kunne være af asylretlig betydning. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at den straf, ansøgeren eventuelt måtte imødese i Marokko, må anses for uforholdsmæssig, eller at han i øvrigt risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i en telefonsamtale med hans storesøster har fået oplyst, at [A] til storesøsteren har udtalt, at han kunne finde på at slå ansøgeren ihjel, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at der er tale om et privatretligt forhold, og at ansøgerens formodning alene er baseret på en trussel fremsat gennem flere personer. Den omstændighed, at ansøgerens to børn og ægtefælle, der har [en sygdom] og brug for hans hjælp, bor i Danmark, kan ej heller begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/3/gdan
