Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen og Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [en by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han udover sit syriske statsborgerskab også er libysk statsborger. Klageren opnåede sit libyske statsborgerskab for cirka 30 år siden som følge af sin fars forhold. Klageren fik et libysk pas under opholdet i Libyen i perioden 2008 til 2009. Klageren oplyste i den forbindelse til de libyske myndigheder, at han havde frasagt sig sit syriske statsborgerskab. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret, hvorefter han tilsluttede sig oprørerne. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han påbegyndte sin værnepligt i Syrien i [en måned i sommeren] eller [en anden måned i sommeren] 2009. Efter to års aftjent værnepligt fortsatte klageren med at arbejde yderligere et år for det syriske militær frem til [en måned i foråret] eller [en anden måned i foråret] 2012, hvorefter han deserterede fra militæret. Klageren opholdt sig herefter cirka en måned hos oprørerne i [en navngiven by] i Damaskus-provinsen. Klageren så sig nødsaget til at slutte sig til oprørerne, fordi han havde brug for hjælp til at komme til hjembyen [en navngiven by] i Aleppo. Efter en måned fulgte oprørerne klageren til [en navngiven by], hvor klageren opholdt sig i 15 dage indtil han udrejste illegalt til Tyrkiet, idet klagerens syriske og libyske pas var udløbet. Klageren besøgte i den forbindelse den libyske ambassade, hvor han fik forlænget gyldighedsperioden for sit libyske pas. Umiddelbart herefter rejste klageren til Libyen, hvor han arbejdede i to år i sin fætters vekslebureau i Tripoli. Klageren besluttede sig for at rejse til Europa, fordi den libyske befolkning udsatte syriske statsborgere for racisme. Klageren overværede derudover drabet på en person, som blev slået ihjel og berøvet af fire bevæbnede personer, på sin vej hen til klagerens fætters vekslebureau. Klagerens fætter blev endvidere kidnappet af ukendte gerningsmænd. Klagerens fætter blev løsladt igen mod betaling af løsepenge. Klageren har under sin første asylansøgningssag oplyst, at han er syrisk statsborger og ikke har aftjent værnepligt, mens han under denne sag har oplyst, at han har dobbelt statsborgerskab, idet han ligeledes har libysk statsborgerskab. Først under nævnsmødet har klageren forklaret, at han er i tvivl om, hvorvidt hans libyske pas er ægte eller falsk. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at klageren først fremkommer med denne oplysning under nævnsmødet, og at klageren har forklaret, at hans libyske pas, der er udstedt i 2008, er blevet fornyet i 2013 på den libyske ambassade i Tyrkiet, ligesom han har anvendt passet under rejser. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren skal vurderes både i forhold til Syrien og Libyen. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har af flere omgange og gennem flere år boet og arbejdet i Libyen, uden at have haft problemer med de libyske myndigheder eller andre. Der er ikke grundlag for at antage, at de libyske myndigheder har fået kendskab til, at ansøgeren, efter sin egen forklaring, er deserteret eller har haft kontakt med oprørsgrupper i Syrien, og af den årsag skulle straffe klageren eller sende ham til Syrien. Dette understøttes af, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han, da han søgte libysk statsborgerskab, fortalte de libyske myndigheder, at han havde opgivet sit syriske statsborgerskab. Spørgsmål om indrejse og rejsedokumenter henhører ikke under Flygtningenævnets kompetence. Der er heller ikke grundlag for at antage, at de libyske myndigheder eller andre i Libyen skulle have fået kendskab til, at klageren under sit ophold i Danmark har deltaget i kristne aktiviteter. Klageren har i øvrigt under nævnsmødet oplyst, at han er muslim. De generelle forhold i Libyen er ikke af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren i forhold til Libyen ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden hertil vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2020/2/MLVT.
