iran202094

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sorani kurder og ateist fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har i perioden omkring 2011 til 2013 været aktiv for KDPI i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste samt sin egen familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun boede i Irak i perioden omkring 2011 til 2013, og at hun her var aktiv for KDPI. Hun deltog i møder tre til fire gange om året, og hun udtalte sig på tv. I den forbindelse blev hun omkring [sommeren] 2014 opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, efter hun var vendt tilbage til Iran. Efterretningstjenesten forsøgte at overtale hende til at være spion, hvilket hun nægtede. De iranske myndigheder truede hende endvidere med at tage hendes understøttelse fra hende samt at nægte hendes barn at gå i skole, hvis hun ikke lod sig skille fra sin ægtefælle, hvilket hun imidlertid også nægtede. Myndighederne opsøgte og ringede til hende flere gange frem til hendes udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er meget troende og derfor er utilfredse med, at hun har opgivet islam. Familien føler også, at hun vanærer dem, hvis hun bliver skilt fra sin ægtefælle, og de har tidligere blandt andet skubbet og slået hende på grund af hendes påklædning og brug af make-up. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med de iranske myndigheder og med familien ikke har et sådant omfang eller intensitet, at det kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens begrænsede politiske aktiviteter i perioden i Irak og ægtefællens forhold ikke har medført, at ansøgeren har været tilbageholdt eller har været udsat for overgreb af de iranske myndigheder i perioden fra omkring 2013 og indtil [efteråret] 2017, hvor hun udrejste af Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at de iranske myndigheder er bekendt med hendes og ægtefællens forhold. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte hun er blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun i ovennævnte periode blev indkaldt til ca. 8 samtaler hos myndighederne. Ansøgeren har derimod under nævnsmødet forklaret, at hun blev indkaldt til ca. 2 samtaler om ugen i en periode på ca. 3 måneder fra hun vendte tilbage til Iran, hvorefter ansøgeren løbende blev telefonisk kontaktet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Iran, og at hun var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren er indrejst i Danmark i [efteråret] 2017 som familiesammenført og først i [efteråret] 2019 har søgt asyl. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun er ateist, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er ikke på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren som tilbagevendt iransk asylansøger risikerer forfølgelse. Således fremgår det af rapport udgivet 14. april 2020 fra den australske regering, ”Department of Foreign Affairs and Trade” side 69 om ”Treatment of Returnees” blandt andet: “5.28 The IOM runs a program to assist voluntary returnees to Iran, in cooperation with the country from which they are returning. Iranian authorities cooperate with the IOM in this regard. (…) 5.29 Authorities pay little attention to failed asylum seekers on their returns to Iran.” Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun frygter, at hendes familie vil udsætte hende for vold eller kontrol, fordi hun er ateist, kan ikke føre til et andet resultat, idet det alene bygger på hendes egen formodning. Nævnet bemærker, at ansøgeren i hvert fald i perioden fra omkring 2013 til 2017 ifølge sin egen forklaring har levet hos familien i Iran som ateist, uden at det havde konsekvenser for hende. Det forhold, at ansøgeren i Danmark har fået en tatovering [et sted på sin krop], hvorpå der står ”[ateistisk budskab]”, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Ansøgerens forklaring om, at hun frygter, at hendes familie vil udsætte hende for vold, herunder at hendes bror vil slå hende ihjel, såfremt hun vender tilbage til Iran som fraskilt, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror, hvis hun vender tilbage som fraskilt, idet han har udtalt, at han vil slå et kvindeligt medlem af familien ihjel, hvis kvinden bliver skilt. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at såfremt en kvinde i familien bliver skilt, skal hun bo hos dem, og familien skal f.eks. bestemme, hvem hun skal giftes med. Da ansøgeren er indrejst i Danmark som familiesammenført ca. 3 år efter, at ansøgerens ægtefælle indrejste, finder nævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. De generelle forhold i Iran kan ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/94/CERA