Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin mors konflikt, hvor ansøgerens mor frygter at blive tilbageholdt, fængslet, udsat for tortur eller henrettet af myndighederne i Iran, idet hun har sympatiseret med bevægelsen Mojahedin-e Khalq, og idet hun har haft en kæreste i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgerens mor har endeligt som asylmotiv for ansøgeren henvist til, hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at ansøgeren vil blive betragtet som desertør, idet han ikke er i Iran for at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin mors konflikt oplyst, at de havde problemer med en mand i Iran ved navn [S], der ifølge ansøgeren muligvis er politimand eller en anden myndighedsperson. To til tre dage før ansøgeren kom til Danmark, skændtes ansøgerens mor med denne mand, og han skubbede hende og truede familien. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren, at [S] vil true dem med våben eller gøre ansøgerens mor fortræd, slå hende ihjel eller få hende i fængsel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konvertering til kristendommen oplyst, at han inden sin dåb havde undervisning hos en præst i Jelling. Det var hans eget valg at lade sig døbe, og han har gået på en kristen efterskole i Vejle. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for hans konversion, der fremtræder troværdig, og om at han er blevet døbt, jævnfør den fremlagte dåbsattest, og at han er fortsat sine kristne aktiviteter ved at gå i kirke og ved at deltage i kristne fællesskaber samt at han har gået på en kristen efterskole. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens troværdige forklaring om, at han sammen med sin mor og søster praktiserer den kristne tro dagligt. Herefter og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at udbrede sin kristne tro, finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/64/LBV