Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Urmia, Iran. klageren har været politisk aktiv for KDPI siden 1992-1993. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb eller at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har udført aktiviteter for KDPI og været peshmerga. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han omkring 1992-1993 begyndte at lave politiske aktiviteter for KDPI, idet han hjalp med at smugle varer og levere pakker. Da myndighederne efter noget tid begyndte at opsøge klageren og stille spørgsmål til hans færden, bosatte han sig omkring 1994-1995 i bjergene hos de andre medlemmer af KDPI. Klageren begyndte her at arbejde som vagt for basen og for personer, der skulle i nærområdet. I efteråret 1994 eller 1995 rejste klageren med medlemmerne til Irak, hvor han i løbet af fem år havde forskellige opgaver for partiet. Klageren var blandt andet vagt, lager ansvarlig og tredjemand for en gruppe, hvor han var medansvarlig for omkring 100 personer. Efter klagerens udrejse til Irak begyndte myndighederne at opsøge og afhøre hans familie. Dette fortsatte, efter klageren stoppede sine aktiviteter for partiet. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han tidligere var peshmerga isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev idømt en straf af 15 års fængsel og udvist for en grov overtrædelse af straffelovens § 191. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at han er skilt fra ægtefællen. Han har to børn på henholdsvis 10 og 8 år, som han ikke har haft samvær med siden 2016. Han har oplyst, at han forventer i løbet af kort tid på ny at få samvær med børnene. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/58/FAM
