Nævnet stadfæstede i juli og 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 28. oktober 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark den 28. oktober 2010 og indgav ansøgning om asyl den 4. november 2010. Ved dom af den 11. september 2017 afsagt af Retten i Aalborg blev klageren idømt fængsel i fire år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Den 11. april 2018 stadfæstede Vestre Landsret byrettens dom. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Al-Tash lejren i Ramadi, Irak, men har boet i Iran siden han var seks år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet tre partimedlemmer med at krydse grænsen til Irak illegalt. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, [C], hjalp politisk aktive iranere med at flygte ud af Iran. I 2010 bad [C] klageren om at hjælpe fire partimedlemmer til Irak, hvilket klageren indvilgede i. Da klageren og partimedlemmerne krydsede grænsen til Irak, blev de beskudt af grænsevagter, og ét af partimedlemmerne blev ramt. Det lykkedes de andre at flygte, hvorefter de ankom til en lille irakisk landsby ved navn [A]. Dagen efter talte klageren med sin far, der oplyste, at [C] var blevet anholdt af de iranske myndigheder. Herefter tog klageren ophold hos sin fars faster i byen [B]. En måneds tid derefter blev klageren kørt tilbage til Iran og videre til grænsen til Tyrkiet af nogle menneskesmuglere. Under opholdet i Tyrkiet fik ansøgeren at vide af sin familie, at de var blevet opsøgt af de iranske myndigheder flere gange, og at de havde spurgt til klagerens opholdssted. Flygtningenævnet tiltræder, at det ikke længere kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har i forbindelse med udsendelsessagen således forklaret forskelligt fra det, han oplyste til asylsamtalen i maj 2011. Ved vurderingen af de divergenser, som er fremkommet i forbindelse med udsendelsessagen, må man nødvendigvis have for øje, at der er gået mere end otte år fra første gang, klageren afgav forklaring, til hans forklaring under udsendelsessagen, ligesom det har betydning, at klageren alene var 17 år, da han afgav forklaringen i maj 2011. Uoverensstemmelserne i klagerens forklaringer er imidlertid meget betydelige og vedrører forhold af helt central betydning for hans asylmotiv, og disse uoverensstemmelser kan ikke alene skyldes klagerens forglemmelser på grund af den tid, der er forløbet mellem de to samtaler. Om uoverensstemmelserne henvises til Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfra nævnet navnlig lægger vægt på klagerens nye forklaring om, hvem der i hans familie var politisk aktiv, og som bad klageren hjælpe folk over grænsen. I asylansøgningsskemaet og under asylsamtalen i 2011 forklarede klageren gentagne gange, at det var hans morbror [D], der bad ham hjælpe folk over grænsen, og at det var [E], der senere blev anholdt, mens klageren under udsendelsessamtalen i 2019 har forklaret, at det var hans farbror [C]. Hertil kommer, at det efter klagerens forklaring under udsendelsessamtalen må lægges til grund, at klagerens familie i Iran i hvert fald siden 2010 ikke har oplevet nogen problemer med myndighederne. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har eller har haft konflikter med de iranske myndigheder, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 31, hvorfor klageren – der nu er udvist ved dom – vil kunne udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/48/LINB
