Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk iraner og fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af gruppen [A]. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt, tortureret og henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun torsdag [i efteråret] 2017 var ude at spise på restaurant i Teheran med tre kollegaer, hvor de blev tilbageholdt af de iran-ske myndigheder. Betjentene sagde, at alle på restauranten var frafaldne og vantro. Ansøgeren og de andre kvinder blev tilbageholdt i tre nætter, hvorefter ansøgeren blev løsladt mod, at familien betalte en bøde. Efterfølgende fik ansøgeren besked fra sin arbejdsplads om, at hun ikke længere havde lov til at arbejde der. Ansøgeren mødtes efterfølgende med en kvinde, [B], som hun havde mødt under tilbageholdelsen. [B] og nogle andre kvinder havde oprettet gruppen [A], fordi de var utilfredse med forholdene for kvinder i Iran. Ansøgeren blev medlem af gruppen. De mødtes mandage og torsdage hos en af kvinderne. Gruppen deltog i forskellige demonstrationer, ligesom de markerede ’Hvide Onsdage’. De uploadede fotos, hvor de markerede sig i bybilledet uden tørklæde. Ansøgeren og gruppen sendte film og fotos til en regimekritisk journalist, forfatter og politisk aktivist i New York, der også offentliggjorde film og fotografier. [I foråret] 2018 skulle gruppen igen mødes, men ansøgeren kom for sent på grund af trafikken og kunne se de andre medlemmer blive anholdt. Ansøgeren udrejste af Iran samme aften. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkes herved, at ansøgeren straks har afgivet en detaljeret forklaring om sine aktiviteter, og at denne i et vist omfang er blevet understøttet af det efterfølgende fotomateriale. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgeren har været medlem af en kvindepolitisk gruppe, der har offentliggjort kvindepolitisk materiale, og som også har videresendt og fået offentliggjort materiale af en regimekritisk journalist, forfatter og politisk aktivist i New York. Gruppen er blevet pågrebet af myndighederne, og ansøgeren er straks udrejst. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerens politiske aktivitet vendt mod styret er kommet til de iranske myndigheders kendskab, og at det har en sådan karakter og omfang, herunder ved kontakten til den politiske aktivist i New York, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2020/28/rila