Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for vold, chikane, forfølgelse, fængsling eller likvidering af de iranske myndigheder på grund af hendes sønner og afdøde ægtefælles politi-ske aktiviteter for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har endvidere som asylmo-tiv henvist til, at hun frygter forfølgelse af de iranske myndigheder, fordi hun er yarsan troende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle var frihedskæmper for KPDI og er blevet slået ihjel af iranske soldater i 1970. Ansøgeren var til stede, da ægtefællen blev slået ihjel og soldaterne skød ligeledes efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Samme nat som skyderiet fandt sted flygtede ansøgeren med sine børn til Irak, idet hun frygtede, at hun også vil blive slået ihjel. Herefter flyttede ansøgeren tilbage til Iran i 2003, hvor hun bosatte sig i Chamzrisk sammen med sin datter. Ansøgeren boede sammen med sin datter indtil for 10-12 år siden, hvor datteren blev gift. I perioden fra 2003 til 2015 blev ansøgeren systematisk opsøgt på sin bopæl af repræsentanter fra den iranske efterretningstjeneste. Efterretningstjenesten udspurgte an-søgeren om hendes tre sønners opholdssted og deres aktiviteter generelt, idet de alle tre var med-lemmer af KDPI og aktive i yari bevægelsen. Efterretningstjenesten truede ansøgeren med, at de ville fængsle eller likvidere hende, hvis ikke hun samarbejdede. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev chikaneret på grund af hendes religiøse overbevisning. Ansøge-ren blev kaldt vantro og nød ikke samme rettigheder som andre borger i landet. Ansøgeren henvendt sig flere gange til myndighederne for at få bevilliget ældreydelse og lægebistand, men blev afvist alle gange grundet hendes religiøse overbevisning og tilknytning til medlemmer af KDPI. Flygtnin-genævnet vurderede [vinteren] 2015, at ansøgeren ikke havde været udsat for asylbegrundende for-hold, og at hun ikke havde sandsynliggjort, at hun ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, hvorfor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholds-tilladelse. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om ansøgeren har sandsynliggjort, at hun nu ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Ved denne vurdering må navnlig ansøgerens forklaring om sin kontakt med de iranske myndigheder, efter hun vendte tilbage til Iran i 2015, indgå. Ansøgeren har forklaret noget usammenhængende om myndighedernes kon-takt til hende. Ansøgeren har på den ene side til samtalen [sommeren] 2016 forklaret, at hun syste-matisk blev opsøgt på sin bopæl af repræsentanter for den iranske efterretningstjeneste, og at hun blev truet med fængsel eller at blive slået ihjel, hvis hun ikke gav myndighederne oplysninger om sine sønner. På den anden side har ansøgeren til samtalen [vinteren] 2017 forklaret, dels at efterret-ningstjenesten ikke på noget tidspunkt har henvendt sig på ansøgerens bopæl, dels at efterretnings-tjenesten én gang har henvendt sig på bopælen, og at ansøgeren i den forbindelse besvimede. Desu-den har ansøgeren til samtalen [vinteren] 2017 ikke kunnet huske, hvornår hun sidst talte med per-soner fra efterretningstjenesten, hvor mange gange hun talte med nogen fra efterretningstjenesten, eller hvordan personer fra efterretningstjenesten skældte hende ud for at være yarsan. Flygtninge-nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren blev opsøgt af myndighederne efter sin tilbagevenden til Iran, men nævnet kan ikke lægge til grund, at myndighedernes henvendelser har været af en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun aldrig har været tilbageholdt, og at personerne fra efterretningstjenesten altid kun har optrådt verbalt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren – uanset at hendes børn og børnebørn er politisk aktive og imod det iranske styre, og at en stor del heraf er meddelt asyl i Danmark – ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forehold, at ansøgeren er yarsan, ligesom ansøgeren må antages at have vanskelige socioøkonomiske forhold ved en tilbagevenden til Iran, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2020/25/YARS]
