iran2019164

Nævnet omgjorde i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, vedrørende en kvindelig iransk statsborger. Indrejst i 2013. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen, idet styrelsen lagde til grund, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk Lor og shia muslim fra Korram Abad, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den […]2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede at blive slået ihjel af sin familie, idet hun imod deres vilje blev gift med en dansk mand af irakisk afstamning og efterfølgende blev gravid med hans barn. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at begge hendes forældre afgik ved døden i 2011, hvorefter hendes ældste nulevende bror [A] blev familiens overhoved. Klageren blev efterfølgende behandlet meget dårligt af broren. Hun blev flere gange udsat for vold og truet på livet, hvis hun ikke giftede sig med en af brorens bekendte fra den iranske revolutionsgarde. Hun forsøgte at tage sit eget liv, men overlevede efter tre dage i koma. Gennem sin herboende søster mødte klageren i 2012 sin tidligere ægtefælle, som hendes svoger kendte. Klageren talte sammen med sin tidligere ægtefælle over Skype i en længere periode, indtil hendes tidligere ægtefælle fik hende til at stikke af hjemmefra og rejse til Tyrkiet, hvor de den [,,,] 2013 blev gift. Klageren skjulte sig efterfølgende fra sin familie i Teheran, indtil hun den [,,,]2013 udrejste til Danmark på visum, hvor hun blev forenet med sin tidligere ægtefælle. Klageren blev kort efter gravid med sin tidligere ægtefælle. Efter klagerens indrejse begyndte klagerens tidligere ægtefælle at behandle hende dårligt, herunder udsætte hende for vold, og han gik fra hende, da han fandt ud af, at hun var blevet gravid. Klageren så ham sidst i [efteråret]2013. Udlændingestyrelsen meddelte den 27. januar 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise klagerens forklaring. Udlændingestyrelsen fandt således, at hun ved en tilbagevenden til Iran ville stå i et modsætningsforhold til sin familie og risikere overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2018 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Klageren var den […]2019 til en ny samtale ved Udlændingestyrelsen. Den […]2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren i forbindelse med samtalen den […]2019 havde forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har i forlængelse med inddragelsessagen oplyst, at hun tidligere var shia-muslim, og at hun ikke er troende, men er begyndt at interessere sig lidt for kristendommen. Klageren har vedrørende sit asylmotiv oplyst, at hun frygter det samme, som da hun oprindeligt søgte asyl, idet hun dog har oplyst, at faren til hendes datter ikke er en herboende dansk statsborger af irakisk afstamning, men derimod hendes første ægtefælle, som hun blev tvangsgift med i Iran. Der er en række divergenser i klagerens forklaringer fra asylsagen i 2013-2014 i forhold til samtalen med Udlændingestyrelsen den […]2019, herunder om, hvorvidt ægteskabet med [klagerens første ægtefælle] var et tvangsægteskab, og hvem der er far til hendes barn. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at hun havde samleje med både sin første og sin anden eksmand i avlingstiden og derfor var i tvivl om, hvem der var far til barnet, hvilket blev afklaret ved en DNA test. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at der nu er forløbet ca. 6 år siden den første asylsamtale, og på klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret konsistent om det grundlæggende asylmotiv – hendes frygt for sine brødre som følge af sit ægteskab med en etnisk iraker. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren på grund af en skilsmisse, en graviditet udenfor ægteskab og et senere ægteskab med en etnisk irakisk mand fortsat har en konflikt med sine brødre og fortsat risikerer overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran 2019/164/MNR