Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et iransk ægtepar og deres medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Ilam, Iran. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i protester og demonstrationer i 2015 og 2018. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, fængslet og tortureret af de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer og protester mod de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter chikane, fængsling og tortur, fordi hendes ægtefælle har deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i demonstrationer fra [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018]. Han deltog sammen med sin svigersøn. Ansøgeren råbte slagord og rev et banner med billeder af den øverste åndelige leder ned, hvorefter han trampede på banneret. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] opstod der konfrontationer mellem ansøgeren, hans svigersøn, øvrige demonstranter og politiet. I denne forbindelse skubbede ansøgeren og hans svigersøn to betjente af en motorcykel. Ansøgeren slog også på politiet med knyttede næver og politiet slog ham med flad hånd. Det lykkedes ansøgeren og hans svigersøn at flygte fra politiet. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] blev ansøgeren kontaktet af sin slægtning [F], som arbejdede ved det iranske politis ledelse. [F] fortalte, at politiet havde billeder og videoer af ansøgeren fra demonstrationen. Han fortalte også, at han kunne forsinke ansøgeren og dennes svigersøns sag i tre måneder, så de ville have mulighed for at flygte. Ansøgeren udrejste herefter legalt af Iran [en nærmere angiven dato i foråret 2018] fra Imam Khomeini Lufthaven i Teheran sammen med sin ægtefælle, datter, søn og svigersøn. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget mere end i 50 protester mod kreditinstitutioner omkring [efteråret] 2015. I den forbindelse blev han anholdt én gang, hvorefter han blev løsladt samme aften, efter at han havde skrevet under på, at han ikke havde ret til at deltage i protesterne igen. Ansøgerne er efter deres ankomst til Danmark konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle deltog i demonstrationer fra [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018] sammen med hendes svigersøn. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] blev ansøgerens ægtefælle kontaktet af sin slægtning [F], som arbejdede ved kommandostyrken ved ordenspolitiet i Teheran. [F] oplyste, at politiet havde billeder og videomateriale af ansøgerens ægtefælle og svigersøns deltagelse i demonstrationerne, og på denne baggrund havde de rejst en sag mod dem. [F] tilbød at hjælpe familien ved at trække deres sag ud i 3 måneder, så de havde tid til at flygte. [En nærmere angiven dato i foråret 2018] udrejste ansøgeren med sin ægtefælle, sin søn, sin datter og sin svigersøn fra Imam Khomeini Lufthaven i Teheran. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes ægtefælle har deltaget i demonstrationer i løbet af de seneste tre og et halvt år. Han har i denne forbindelse været fængslet én gang, hvor han blev løsladt samme dag efter at have skrevet under på, at han ikke ville deltage i demonstrationer igen. Flygtningenævnet har sambehandlet [A], [B], [C] og [D] asylsager og sagerne afgøres med følgende, enslydende begrundelse: Konflikten med de iranske myndigheder Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres konflikt med de iranske myndigheder til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at både [A] og [C] har forklaret udbyggende om, hvad der skete til demonstrationerne i dagene [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018], idet hverken [A] eller [C] i deres asylskemaer har oplyst om episoderne med nedrivning af banner og klammeri med betjentene på motorcykel, men at de begge først oplyste herom til deres asylsamtaler [en nærmere angiven dato i sommeren 2018.] Desuden har [A] forklaret udbyggende og divergerende om den vold, de blev udsat for, idet han bl.a. først for nævnet har forklaret, at de blev slået med knebler. Endvidere har [A] svaret usammenhængende og afglidende på spørgsmål om deres deltagelse i demonstrationerne, hvorfor myndighederne efterstræber dem, og hvorvidt myndighederne havde konkret bevismateriale mod dem. Det forekommer heller ikke overbevisende, at [C] i sit asylskema har beskrevet den slægtning, [F], der sikrede dem muligheden for at udrejse, og at han til asylsamtalen indledningsvis har forklaret, at han ikke kendte navnet på den pågældende slægtning. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at centrale dele af ansøgernes forklaringer ikke forekommer sandsynlige. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] og [C] ikke oplevede nogen problemer efter deres deltagelse i demonstrationerne og frem til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018], til trods for at de havde sloges med politiet, og at myndighederne oprettede sag mod dem og havde konkret bevismateriale mod dem i form af billeder og videomateriale fra demonstrationerne. I den forbindelse forekommer det ligeledes usandsynligt, at et familiemedlem har kunnet sørge for, at deres sag blev udskudt i tre måneder, også henset til at den pågældende ifølge det oplyste arbejdede i personaleafdelingen ved ordensstyrkerne. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgerne har kunnet udrejse legalt fra Imam Khomeini Lufthavn i Teheran [en nærmere angiven dato i foråret 2018], når de iranske myndigheder allerede [en nærmere angiven dato i vinteren 2018] havde oprettet en sag mod [A] og [C] og havde konkret bevismateriale mod dem i form af billeder og videomateriale fra demonstrationerne. Ved vurderingen af, om ansøgerne må antages at være efterstræbt af myndighederne har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerne – der har kontakt til bl.a. familie i Iran – ikke er bekendt med, at deres bopæle skulle være blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgernes udrejse, eller at ansøgernes øvrige familie i Iran er blevet opsøgt. Endvidere har [A] og [B]valgt at udleje deres bolig og forretning i Iran, hvilket indikerer, at ansøgerne fortsat anser det for muligt at vende tilbage. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne – forud for tidspunktet for det påberåbte asylmotiv – i oktober 2017 ansøgte om visum til Østrig, og at de alle fire ikke oplyste herom til Udlændingestyrelsen, selvom de alle blev spurgt, om de tidligere havde søgt visum. Da ansøgerne blev foreholdt oplysningerne om deres visumansøgninger, har de ikke kunnet give nogen overbevisende forklaring om baggrunden herfor. Dertil kommer, at [A]s forklaring om visumansøgningerne fremstår usammenhængende, idet han har givet modstridende oplysninger og svaret afglidende på simple spørgsmål. Desuden lægger Flygtningenævnet til grund, at [C] og [D] allerede i april 2017 ansøgte om og fik afslag på visum til Frankrig. [C] og [D] har begge benægtet at have ansøgt om visum til Frankrig, hvilket er i direkte modstrid med oplysningerne i det europæiske visumregistreringssystem, og det svækker ansøgernes troværdighed i væsentlig grad. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de iranske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at [A]s deltagelse i protester mod kreditinstitutioner i 2015, hvor [A] var fængslet i nogle timer som følge heraf, ikke kan føre til meddelelse af asyl efter § 7, idet forholdet må betragtes som afsluttet, og at det efter blandt andre [B]s forklaring ikke efterfølgende har givet anledning til problemer. Ansøgernes konvertering til kristendommen Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at [A], [B]og [D] skulle have stiftet bekendtskab med kristendommen, da de opholdt sig i deres hjemland, idet ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende herom, herunder om deres rejse til Tyrkiet, hvorfra de skulle have hjembragt flere bibler. Vedrørende ansøgernes konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgernes asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgernes forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Ved vurderingen af, om ansøgernes konvertering må anses som reel, har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at ansøgernes generelle troværdighed er alvorligt svækket som følge af forløbet med de tidligere visumansøgninger til Europa, og at nævnet har tilsidesat ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv. Ansøgernes forklaringer om, at de opsøgte kirken umiddelbart efter indrejsen til Danmark, fordi de var flygtet fra forfølgelse i hjemlandet og befandt sig i en håbløs og desperat situation, må dermed også tilsidesættes. Det er således også i det lys, at nævnet har taget med i betragtning, at ansøgerne allerede to dage efter ankomsten til Danmark deltog i gudstjeneste, og at de alle fire har givet den samme forklaring om, hvordan det påvirkede dem. De har således alle fire i deres respektive asylskemaer beskrevet med stort set enslydende tekst, at de ikke havde nogen religion ved ankomsten til Danmark, at de blev inviteret med i kirke, at de blev tiltrukket af det/at det var interessant, og at det påvirkede dem. Deres første møde med kristendommen, og spørgsmålet om hvordan deres interesse for kristendommen opstod, forekommer således planlagt og koordineret. Det forekommer i den sammenhæng heller ikke troværdigt, at ansøgerne ikke skulle have været bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i relation til ansøgernes ansøgning om asyl, som forklaret af [D]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres respektive konverteringer er reelle, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ingen af ansøgerne på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for deres refleksioner over motivet for konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgerne. Endvidere har [A]s udvist et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk herom. Han betragter heller ikke selv hans konvertering som et problem for ham, hvis han vendte tilbage til Iran. [B]har udvist et lidt større kendskab til kristendommen, men har forklaret i overordnede og generelle vendinger om betydningen heraf, mens særligt [C] har udvist en større viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at de vil fastholde og udleve deres kristne overbevisning, eller at de i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgernes deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgerne. De fremlagte udtalelser fra blandt andre sognepræst [E] ansøgernes dåbsbeviser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgernes forklaring om deres konvertering som konstrueret og utroværdig. Den omstændighed, at [C] efter sin udrejse har lavet opslag med kristne budskaber på sin Facebook-profil, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [C] ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konvertering i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Dertil kommer, at der ifølge ansøgernes forklaringer ikke er nogen i Iran, der er bekendt med, at de er konverteret, bortset fra [B]s søster, der har reageret positivt, samt [C]s familie, som [C] forventer vil være meget åbne overfor han konvertering, da de har samme tilgang til religion som ham. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/163/LBV
