Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og muslim fra [A], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive arresteret, mishandlet og ignoreret af myndighederne i Gambia, fordi han er udeblevet fra sit arbejde i politiet uden tilladelse, og fordi han har en konflikt med myndighederne, idet han som efterretningsofficer i politiet har skrevet en rapport, som kritiserer myndighedernes håndtering af en hændelse, der fandt sted [i sommeren] 2018 i [B], Gambia. Efter ansøgeren indleverede rapporten, kom der tre personer fra præsidentens kontor, som tog ansøgeren med til præsidentens kontor, hvor han blev udsat for tortur i tre dage. Præsidentens folk ville have, at ansøgeren fremover ikke skulle skrive en lignende rapport, som kritiserer myndighederne, og desuden skulle ansøgeren tie stille om sagen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er stemplet som modstander til den nuværende præsident i Gambia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan herved i det hele henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse og bemærker herudover, at Flygtningenævnet tillige finder det påfaldende, at der af det gambiske politi angiveligt skulle være udstedt en arrestordre på ansøger allerede den dag, hvor han gik tidligt hjem fra arbejde, ligesom Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren fra den selv samme politimyndighed skulle kunne opnå en – meget positiv – anbefaling nogle måneder senere uagtet eftersøgningen. Flygtningenævnet finder - som Udlændingestyrelsen - endelig, at de generelle forhold i Gambia ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gambia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gamb/2020/1/snd