Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse med konventionsstatus til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [en by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militærtjeneste og udrejst af Eritrea. Klageren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev tvangsindlemmet i militæret i 2013. Ansøgeren modtog militærtræning i tre måneder. Ansøgeren havde ikke lyst til at være i militæret, og han havde det dårligt med at bære våben. Efter aftjent militærtjeneste blev ansøgeren udstationeret i [en by] i fem måneder. Ansøgeren gik herefter på orlov. Ansøgeren vendte ikke tilbage til militæret efter sin orlov. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom af [en dato i begyndelsen af] 2019 idømt en behandlingsdom uden længstetid for overtrædelse af straffelovens 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Klageren var på gerningstidspunktet 24 år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet, og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Det fremgår af dommen, at han var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, idet han var psykotisk på gerningstidspunkterne. De pådømte forhold er begået i umiddelbar forlængelse af hinanden, og det kan lægges til grund, at ingen personer kom til skade i forbindelse hermed. Det kan endvidere lægges til grund, at klageren nu er under behandling og således ikke længere er psykotisk. Efter han er kommet i behandling, har han endvidere vist sig i stand til at søge hjælp, når han har haft behov herfor. Overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 må i almindelighed betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl. Under hensyn til omstændighederne ved de begåede forhold, herunder til karakteren af røverierne samt til, at der er tale om et enkeltstående forløb, der fremstår tilfældighedspræget og som udslag af klagerens psykotiske tilstand, samt til de oplysninger, der nu foreligger om hans aktuelle helbredstilstand, hvor han findes velmedicineret, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at udgøre en sådan fare for samfundet, at der skal ske udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/2/MLVT.
