Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt fem børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen fra [by], Zoba Debub, Subzoba Tsorana, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2017/2018, og at hun [vinteren] 2018/2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [foråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændinge¬styrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter de eritreiske myndigheder, idet hun ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste. Klageren har endvidere oplyst, at hun risikerer forfølgelse på baggrund af hendes ægtefælles udrejse og desertering fra nationaltjeneste. For nævnet har klageren endelig henvist til, at hun risikerer forfølgelse i anledning af, at myndighederne vil se hende som medvirkende til, at hendes søn [A], der er født [vinteren] 2001/2002, ikke møder op til aftjening af nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund, der er konsistent og troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, efter klagerens ægtefælle i 2014 udrejste illegalt af Eritrea for at undgå fortsat militærtjeneste, flere gange blev opsøgt af de eritreiske myndigheder, og at hendes bevægelsesfrihed blev indskræn¬ket, ligesom hun skulle orientere myndighederne, når hun fik gæster. Endvidere lægger nævnet til grund, at klagerens jord, som familien levede af, efter ægtefællens udrejse blev konfiskeret af myndighederne. Nævnet lægger endelig til grund, at klagerens mor i Eritrea efter klagerens udrejse, flere gange blev opsøgt af myndighederne, som efter udrejsen også har konfiskeret familiens bolig og husdyr. Klageren, der er 37 år, er udrejst illegalt af Eritrea, og klageren har ikke udført nationaltjeneste. Klageren er ikke fritaget for nationaltjeneste, men klageren, der fødte sit første barn som 18-årig, har ikke været indkaldt til nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i national¬tjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse. Under hensyn til, at klagerens mindreårige børn nu er i alderen 5 år til 15 år, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste. På denne baggrund og henset til klagerens ægtefælles konflikt med myndighederne, som har medfør, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som har medført, at myndighederne har konfiskeret klagerens ejendom og til, at myndighederne må antages at ville holde klageren ansvarlig for, at klagerens søn [A], der vinteren 2019/2020 fylder 18 år, underdrager sig nationaltjeneste, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ved afgørelsen ikke foretaget en vurdering af klagerens børns, herunder [A]s, selvstændige asylmotiver. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren samt hendes fem medfølgende børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/1/gdan
