Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigre og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Eritrea. Klageren er født og opvokset i Saudi Arabien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Han frygter endvidere repressalier fra de eritreiske myndigheder, idet han er undveget militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev anholdt i Saudi Arabien og idømt syv måneders fængsel. Efter afsoningen blev han udvist til Eritrea, hvor han er statsborger. I lufthavnen i Eritrea fik han frataget sit pas, og da han senere henvendte sig til immigrationsmyndighederne for at få det udleveret, fik han en indkaldelse til militærtjeneste i lejren Sawa i Eritrea. Klageren skulle ifølge indkaldelsen til lejren en måned senere, men han kontaktede sine forældre, som opfordrede ham til at udrejse. Klageren udrejste herefter fra Eritrea til Sudan, hvor han opholdt sig i omkring fem år, før han tog til Libyen og videre til Europa. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at klageren, der ved dom er udvist af Danmark, er udelukket fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, og endelig at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om det forhold, at klageren er dømt for strafbart forhold i Danmark og udvist af Danmark, udelukker klageren for at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, hvilket spørgsmål har betydning for klagerens opholdsgrundlag og juridiske status. Klageren er ved Vestre Landsrets ankedom [fra starten af] 2019 idømt fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for forsøg på vold efter straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 2, legemsangreb efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, og trusler mod personer i offentlig tjeneste efter straffelovens § 119, stk. 1, ved [i sommeren] 2018 på Jomfru Ane Gade i Aalborg at have forsøgt at slå en dørmand på en natklub i hovedet med en flaske (forhold 1), at have spyttet en anden dørmand i ansigtet (forhold 2), og at have truet to betjente (forhold 3). Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at han herefter ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Da klageren isoleret set fortsat vil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal afvejningen foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter det tillige skal indgå i vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, om forbrydelsen er ”særlig farlig”, og om flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet bemærker, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, såfremt flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Forholdene er begået i forbindelse med hinanden under en bytur. Klageren er ikke tidligere eller senere dømt for lignende kriminalitet, og der er således tale om helt enkeltstående episoder. Henset hertil og i øvrigt til oplysningerne om forholdenes karakter og omstændighederne herved er der ikke grundlag for at anse klageren som en fare for samfundet. På denne baggrund – og da heller ikke Retten i Hernings dom [fra sommeren] 2019 kan føre til en anden vurdering heraf – finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/4/CERA
