Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen protestant fra Uvira, Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Fra 2002 til 2012 har ansøgeren været bosat i Sydafrika, hvor hun var anerkendt som konventi-onsflygtning. Hendes opholdstilladelse var gældende indtil [sommeren] 2015. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af de ukendte personer, som slog hendes far og halvbror ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har videre også henvist til, at der er ebola i Den Demokratiske Republik Congo. An-søgeren har endeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sydafrika frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte gerningsmænd, der tidligere har kidnappet og udsat hende for voldelige og seksu-elle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo oplyst, at hendes far var ansat som mekaniker i hæren i Uvira. I 2005 blev ansøgerens far slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. I 2013 blev ansøgerens halvbror, [A], ligeledes slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har endvidere anført, at forholdene, særligt for kvinder, i Kivu-provinsen er af sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Ansøgeren har videre henvist til, at hun er HIV-positiv, og at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for chikane og videre at hun ikke vil have adgang til medicin. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun som kvinde vil være i særlig risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Kivu-provinsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Sydafrika oplyst, at hun, hendes lillesøster [B] og en god ven [C], blev kidnappet af tre ukendte gerningsmænd, der ville røve og voldtage dem, i [vinteren] 2010 i Durban, Sydafrika. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Kidnapningen blev efterfølgende anmeldt til politiet i Sydafrika. I [vinte-ren] 2011 blev ansøgeren kidnappet af nogle af de samme ukendte gerningsmænd. De beskyldte ansøgeren for at være skyld i deres familiemedlems død. De udsatte ansøgeren for voldelige og sek-suelle overgreb, hvorefter de efterlod hende. I [foråret] 2012 forsøgte de samme gerningsmænd at kidnappe ansøgeren, [B] og [C] igen. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren oplyst telefonisk af [B] om, at [C] var blevet kidnappet og slået ihjel. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [fra vinteren] 2014 om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Syd-afrika. Ansøgerens flygtningestatus i Sydafrika er efterfølgende udløbet i 2015. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [fra foråret] 2019 taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til spørgsmå-let om individuelle konflikter i Den Demokratiske Republik Congo, hvor ansøgeren er statsborger, herunder hendes frygt for de personer, der angiveligt har slået hendes far og halvbror ihjel. I den forbindelse fastslog Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for personlig forfølgelse omfattet udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet hjemviste imidlertid sagen til vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Med hensyn til det af ansøgeren under nævnsmødet [i februar] 2020 anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved sin henvisning til de generelle forhold i Kivu-provinsen, herunder for kvinder, HIV-smittede og personer uden netværk, ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, totur eller anden umenneskelig nedværdigende behandling, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har en individuel konflikt. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Med hensyn til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og opvokset, bemærker Flygtningenævnet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at selvom de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo således er alvorlige og uforudsigelige, finder Flygtningenævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” demo/2020/3/imbs
