Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk […] og kristen fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder. Han har desuden henvist til, at han frygter at være uden netværk, uden et sted at bo, og at han vil have svært ved at integrere sig i samfundet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at personer, der udrejste under borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo, ved en tilbagevenden vil blive betragtet som oprørere af de congolesiske myndigheder. Klagerens onkel vendte i 2016 hjem til Den Demokratiske Republik Congo, hvor han opholdt sig i syv dage, inden han blev slået ihjel. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og medlemmer af hans familie udrejste af Congo på grund af krigshandlinger, men at de ikke har haft individuelle konflikter med myndighederne eller andre. Nævnet finder således, at det beror på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være efterstræbt af de congolesiske myndigheder. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter sin forklaring ved udrejsen af Congo var seks år gammel, og at det derfor har formodningen imod sig, at de congolesiske myndigheder skulle betragte ham som oprører som følge af, at han udrejste af landet. Nævnet har videre lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at hans onkel, der udrejste i 2016, blev slået ihjel af myndighederne, eller at hans død har forbindelse til hans udrejse af Congo i 2004. Den fremlagte erklæring fra Republique Democratique Du Congo, Ministere de L’interieur, Police Nationale af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 kan ikke føre til en anden vurdering henset til erklæringens sene fremkomsttidspunkt og dokumentets fremtræden og indhold. For så vidt angår den del af klagerens asylmotiv, der vedrører, at han frygter at være uden netværk og have svært ved at integrere sig i samfundet, bemærker nævnet, at disse forhold er socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ved dommen af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 er blevet lagt til grund, at klageren ikke er i risiko for dobbeltstraf, og nævnet har ikke fundet baggrundsoplysninger, hvorefter denne del af den congolesiske straffelov skulle være ændret til skade for klageren. Nævnet finder, at de generelle forhold i Congo – om end de er vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse. Særligt for så vidt angår det af klageren anførte om risikoen for at blive udsat for overgreb ved indrejse til Congo via N’djili lufthavnen har nævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASO, COI Query fra 3. juli 2019, Home Office ”Country Policy and Information Note” fra januar 2019 og artikel fra 23. maj 2019 af Maybritt Jill Alpes, Migration Policy Institute ”After Deportation, Some Congolese Returnees Face Dentention and Extortion”. Det fremgår af rapporten fra Home Office, at ”there is no substantiated allegation of arbitrary arrest or ill treatment of any DRC national who is a failed asylum seeker or a foreign national offender returning to his or her country of origin”, medmindre de har benyttet falske dokumenter eller er profilerede politisk eller på anden måde. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren, der som ovenfor nævnt udrejste af Congo som 6-årig og ikke er profileret i forhold til de congolesiske myndigheder, ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Congo. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Congo. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2019/14/JABP
