Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive dømt for mordet på [B], der var bror til [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forlovede blev chikaneret af [A] og [B], hvorfor ansøgeren og hans ven opsøgte dem. I forbindelse hermed trak [A] en pistol, og gav denne til [B], der slog ansøgeren i brystet med pistolen og placerede den mod ansøgerens hals. Ansøgerens ven skød derefter op i luften, hvorefter [B] skød vennen i skulderen. Ansøgerens ven skød [B], som faldt om, og ansøgeren og hans ven stak af. Efterfølgende opsøgte politiet og [A] ansøgerens families hus en række gange, men ansøgeren skjulte sig ved sin farbror. Ansøgeren udrejste kort efter. På årsdagen for [B]’s død skød [A] mod ansøgerens fars bil. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] har forbindelse til højtstående og magtfulde myndighedspersoner og grupper. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, uanset at dele af forklaringen forekommer bemærkelsesværdig, har forklaret konsistent og troværdigt. Flertallet kan således lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af [A], og at ansøgeren ligeledes risikerer at blive beskyldt for drabet på [B] af myndighederne. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/42/gdan