afgh202041

Nævnet omgjorde i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A], der blev kaldt kommandant. Klageren arbejdede og boede i en frisørsalon, da han blev introduceret til [A]. [A] bad klageren flytte hjem til sig under påskud af, at klageren skulle lære [A’s] tre sønner at danse og klippe deres hår. Klageren og de tre drenge, som viste sig at være en slags slaver for [A], og som var i en tilsvarende situation som klageren, tog med [A] til fester, hvor de skulle danse. En dag ville [A] have, at klageren skulle tage pigetøj på og bånd med bjælder om arme og ben. Da klageren ikke ville tage tøjet på, blev [A] vred og slog klageren og sagde, at han ejede klageren, og at klageren skulle gøre som han sagde. En dag gav [A] klageren en kuvert med penge, som klageren skulle lægge i et pengeskab og give til en mand, der ville komme næste dag. Samme aften udsatte [A] klageren for et seksuelt overgreb. Dagen efter flygtede klageren og tog pengene fra kuverten med. Klageren udrejste samme dag fra Afghanistan til Iran sammen med sin lillesøster. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution, at Udlændingestyrelsen havde lagt klagerens forklaring om sine konflikter til grund, idet han havde forklaret troværdigt og konsistent, ligesom Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at klageren havde forklaret om fænomenet dansedrenge i fuld overensstemmelse med styrelsens baggrundsoplysninger. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv og dermed har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren var 17 år, da han afgav forklaring for Udlændingestyrelsen under sin oprindelige asylsag, og at der er forløbet næsten 6 år inden klageren på ny afgav forklaring til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019. Klageren har for Flygtningenævnet og under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 afgivet forklaringer, der i alt væsentligt er i overensstemmelse med de forklaringer, som han afgav under sin oprindelige asylsag. Uanset der er få mindre uoverensstemmelser finder nævnet ikke, at det herved er godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2020/41/EDO