Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2003. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2003 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ved dom afsagt af byretten i 2018 blev klageren idømt fængsel i to år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede i 2018 dommen med ændring af indrejseforbuddet til 12 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af forurettedes familie, idet hun har deltaget i et æresrelateret overfald på sin fars svoger. Hun frygter også i den forbindelse at blive udsat for dobbeltstraf. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes far er politisk flygtning, hvilket også kan give hende problemer. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes tilbageværende familie i Afghanistan alene består af hendes tre fastre, som hun ikke har kontakt til, og at hun ikke kender noget til landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at forurettede har søskende et ukendt sted i Afghanistan, og at pågældende personer vil finde ud af, hvis du genindrejser i Afghanistan. Ansøgerens forældre blev skilt i [foråret] 2017, og moren har stadig kontakt med den forurettede, hvorfor hun, såfremt ansøgeren udsendes, muligvis vil underrette ham herom. Ansøgeren har videre oplyst, at faren muligvis stadig har fjender inden for Taleban, og at hans konflikter relaterer sig til farens børn. Han havde en høj position i militæret, og han var medlem af det demokratiske parti PDPA. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i et overfald i Danmark, som hun har modtaget en straffedom for, og at hun frygter forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge ansøgeren i Afghanistan. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uklart og upræcist om forurettedes familiemedlemmer og deres status og indflydelse i Afghanistan. Ansøgerens familiemedlemmer har tillige forklaret uklart og upræcist om forurettedes familiemedlemmer og om de trusler, som familiemedlemmerne påberåber sig at have modtaget indirekte. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fars forhold. Der henvises herom til følgende præmisser fra farens sag: ’Flygtningenævnet finder, at klagerens oprindelige asylmotiv ikke længere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens konflikt med Taleban ligger mange år tilbage i tid og er afsluttet, idet magtstrukturen i Afghanistan er ændret, således at Taleban efter baggrundsoplysningerne i dag har sværere ved at nå personer i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at lavt profilerede individer og deres familiemedlemmer typisk ikke vil blive eftersøgt eller angrebet af Taleban efter at være flyttet til en af de større regeringskontrollerede byer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra Talebans side ved en genindrejse i Afghanistan, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at klageren, der var højt rangeret militærmand, men som efter sin egen forklaring aldrig har deltaget i direkte kampe, er profileret over for Taleban. Klageren har tillige påberåbt sig, at han frygter æresrelateret hævn fra den forurettedes familie i Afghanistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i den anledning. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge klageren. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har forklaret uklart og upræcist om de trusler, som han angiveligt skulle have modtaget fra forurettedes familie forud for overfaldet. Det henstår således uoplyst, hvad den forurettede truede klageren med og hvorfor forud for overfaldet. Klageren har tillige forklaret uklart og upræcist om de indirekte trusler modtaget efter overfaldet, og han har under nævnsmødet svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål om truslerne og om forurettedes familiemedlemmer og deres indflydelse. Han har således ikke forud for nævnsmødet kunne redegøre nærmere for forurettedes familie, selvom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har brugt sin erfaring fra sin fortid til at undersøge forurettedes familie og omgangskreds. Under nævnsmødet kunne klageren nævne flere af forurettedes familiemedlemmer ved navn, ligesom han kunne nævne deres tilknytning til enten mafiaen eller regeringen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han under nævnsmødet kunne nævne dette, fordi han har fået oplysningerne af sin søster efter sin afsoning. Der er herved lagt vægt på, at forurettede har været gift med klagerens søster, og at klageren efter sin forklaring for nævnet angiveligt kendte forurettede allerede, da han var på besøg i Afghanistan i 2007, og at det forekommer utroværdigt og i øvrigt uoverensstemmende med klagerens datters forklaring, at han ikke tidligere skulle have haft kendskab til forurettedes familieforhold, navnlig hvis forurettedes familie var meget magtfuld. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at der er fremsat trusler over for klageren af forurettede og dennes familie og heller ikke, at forurettedes familie skulle være særlig indflydelsesrig og derved have evne til at forfølge klageren. Den omstændighed, at klagerens ekskone, som han tidligere er dømt for trusler mod, og som var ven med forurettede og til stede under overfaldet og vidne i straffesagen, som vidne i nævnet har forklaret, at forurettede har sagt, at han via sine nevøer vil udsætte klageren for det samme, som han selv blev udsat for, når klageren kommer til Afghanistan og derefter slå klageren ihjel, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at klagerens ekskone under sin vidneforklaring i nævnet fremviste et billede af forurettedes nevø, der står sammen med en tidligere guvernør i Afghanistan.’ Flygtningenævnet finder, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse fra hverken sin mors eller sin fars families side. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin frygt for de to familier beror på hendes formodninger og i øvrigt fremstår uunderbygget og usammenhængende. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, der er gift og gravid med sin ægtefælle, ikke over for nævnet har sandsynliggjort, at hun er reel enlig kvinde. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/175/mme
