Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2001 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved dom afsagt af byretten i 2018 blev klageren idømt fængsel i tre år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 266, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede i 2018 bestemmelsen om udvisning. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Klageren har været aktiv for PDPA i omkring ti år. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, idet han nægtede at hjælpe dem med telekommunikationssystemet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han, efter Taleban overtog magten i Kabul, en aften blev opsøgt af [A], der ville have klageren til at hjælpe med telekommunikationssystemet. Klageren fik overtalt [A] til, at dette ikke kunne lade sig gøre om natten. Taleban opsøgte derudover klagerens bopæl mange gange, men han var aldrig hjemme. Klageren har videre oplyst, at han i Afghanistan arbejdede for militæret, hvor han først var kommandant og senere blev oberstløjtnant, og at han var aktiv for PDPA. Begge aktiviteter stred imod Talebans virke, hvorfor de vil opsøge ham ved en tilbagevenden. Således er klagerens familie også blevet chikaneret, og på et tidspunkt forsøgte Taleban at kidnappe hans søster. Søsterens naboer afværgede dog kidnapningen. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svogers familie i Afghanistan, idet han i Danmark har deltaget i et æresrelateret overfald på svogeren. Klageren har til støtte herfor oplyst, at en af svogerens brødre, der opholder sig i England, har fremsat telefoniske trusler mod ham på vegne af svogerens familie. Svogerens familie er stor, og de besidder højtstående stillinger inden for politiet, den politiske verden og i udenlandske komitéer, og at de har kontakt til personer med høj status. Klageren har endelig oplyst, at der er skrevet artikler om ham i Danmark, og at hans svoger har fortalt familien i Afghanistan, hvad klageren laver i sin fritid, herunder at de går til svømning, hvilket bringer skam over familien. Klageren frygter derfor også sin klan. Klageren udrejste af Afghanistan i 2000, og han har efterfølgende alene været tilbage i landet i 4 dage i anledning af hans forældres begravelse. Klageren blev i 2001 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Landsretten] stadfæstede [i] 2018 byrettens dom, hvorefter klageren blev idømt 3 års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 245 og § 266. Flygtningenævnet finder, at klagerens oprindelige asylmotiv ikke længere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens konflikt med Taleban ligger mange år tilbage i tid og er afsluttet, idet magtstrukturen i Afghanistan er ændret, således at Taleban efter baggrundsoplysningerne i dag har sværere ved at nå personer i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at lavt profilerede individer og deres familiemedlemmer typisk ikke vil blive eftersøgt eller angrebet af Taleban efter at være flyttet til en af de større regeringskontrollerede byer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra Talebans side ved en genindrejse i Afghanistan, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at klageren, der var højt rangeret militærmand, men som efter sin egen forklaring aldrig har deltaget i direkte kampe, er profileret over for Taleban. Klageren har tillige påberåbt sig, at han frygter æresrelateret hævn fra den forurettedes familie i Afghanistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i den anledning. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge klageren. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har forklaret uklart og upræcist om de trusler, som han angiveligt skulle have modtaget fra forurettedes familie forud for overfaldet. Det henstår således uoplyst, hvad den forurettede truede klageren med og hvorfor forud for overfaldet. Klageren har tillige forklaret uklart og upræcist om de indirekte trusler modtaget efter overfaldet, og han har under nævnsmødet svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål om truslerne og om forurettedes familiemedlemmer og deres indflydelse. Han har således ikke forud for nævnsmødet kunne redegøre nærmere for forurettedes familie, selvom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har brugt sin erfaring fra sin fortid til at undersøge forurettedes familie og omgangskreds. Under nævnsmødet kunne klageren nævne flere af forurettedes familiemedlemmer ved navn, ligesom han kunne nævne deres tilknytning til enten mafiaen eller regeringen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han under nævnsmødet kunne nævne dette, fordi han har fået oplysningerne af sin søster efter sin afsoning. Der er herved lagt vægt på, at forurettede har været gift med klagerens søster, og at klageren efter sin forklaring for nævnet angiveligt kendte forurettede allerede, da han var på besøg i Afghanistan i 2007, og at det forekommer utroværdigt og i øvrigt uoverensstemmende med klagerens datters forklaring, at han ikke tidligere skulle have haft kendskab til forurettedes familieforhold, navnlig hvis forurettedes familie var meget magtfuld. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at der er fremsat trusler over for klageren af forurettede og dennes familie og heller ikke, at forurettedes familie skulle være særlig indflydelsesrig og derved have evne til at forfølge klageren. Den omstændighed, at klagerens ekskone, som han tidligere er dømt for trusler mod, og som var ven med forurettede og til stede under overfaldet og vidne i straffesagen, som vidne i nævnet har forklaret, at forurettede har sagt, at han via sine nevøer vil udsætte klageren for det samme, som han selv blev udsat for, når klageren kommer til Afghanistan og derefter slå klageren ihjel, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at klagerens ekskone under sin vidneforklaring i nævnet fremviste et billede af forurettedes nevø, der står sammen med en tidligere guvernør i Afghanistan. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er således ikke noget til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/174/mme
