Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], der ligger […] i Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af lokale medlemmer af Tali-ban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far var malek i landsbyen, hvor familien boede, og at han støttede den afghanske præsident, Ashraf Ghani, samt arbejdede for myndighederne. På et tidspunkt blev ansøgerens far opsøgt af medlemmer af Taliban, der forlangte, at han skulle tilslutte sig Taliban i stedet for at støtte præsidenten, hvilket ansøgerens far afslog. Derefter spredte Taliban et rygte om, at ansøgerens far var vantro, fordi han arbejdede for myndighederne. Nogle dage senere var ansøgerens far på vej mod bazaren, da han blev skudt af Taliban. Ansøgeren har oplyst, at han i tiden efter sin fars død modtog trusler, og at han cirka ét år efter farens begravelse blev opsøgt af medlemmer af Taliban. De kom på den mark, hvor ansøgeren arbejdede. De spurgte ansøgeren, hvordan det gik og kaldte ham for ”den vantros søn”, ligesom de opfordrede ham til at tilslutte sig Taliban og slog ham med et gevær på kroppen og i hovedet. Ansøgeren mistede bevidstheden og vågnede efterfølgende på et hospital. Ansøgerens morbror hentede ham på hospitalet, hvorefter ansøgeren opholdt sig 2-3 måneder på dennes bopæl. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har videre gjort gældende, at han nu har opholdt sig i flere år i Vesten, og at han derfor vil blive anset for at have skiftet religion, ligesom han vil have svært ved at leve under afghanske traditioner og normer. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet finder således ikke, at han har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at det må lægges til grund, at ansøgeren har opholdt hjemme i omkring 1 år, inden den påberåbte episode med Taliban, og derefter hos morbroderen i 2-3 måneder, uden at Taliban fik fat i ham. Ansøgerens forklaring om trusler/ikke-trusler og ransagning/ikke-ransagning hos morbroderen underbygger ikke ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger til grund, at Taliban ville kunne have fået fat i ansøgeren, hvis de havde ønsket dette. Også herudover indeholder ansøgerens forklaring forskellige divergenser, men Flygtningenævnet tillægger dette mindre vægt under hensyntagen til ansøgerens oplysninger om, at han lider af kraftig hovedpine og har hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens ophold i Vesten vil give ansøgeren sådanne problemer ved en tilbagevenden til Afghanistan, at han af den grund opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at beskyldningerne om at have skiftet religion hviler på rene uunderbyggede spekulationer, og at ansøgeren i øvrigt har haft en alder ved udrejsen af Afghanistan, at han må antages at være bekendt med afghanske traditioner og være i stand til at genoptage livet herunder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/151/thv
