Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel ef-ter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som om-handlet i § 29 a, stk. 1 – det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag, har Flygtningenævnet i overensstemmelse med oplysningerne fra de tyske myndigheder lagt til grund, at klageren blev meddelt opholdstilladelse (subsidiær beskyttelse) i Tyskland [sommeren] 2016. Klagerens opholdstilladelse havde gyldighed til [foråret] 2019. Klageren har indgivet ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse henholdsvis [foråret] 2018 og påny [efteråret] 2018 efter at have været forsvundet og genopdukket. De tyske myndigheder har ikke kunnet oplyse Udlændingestyrelsen om, hvorvidt klagerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse er imødekommet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 – 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der derudover blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår den omstændighed, at klagerens opholdstilladelse er udløbet, og at de tyske myndigheder ikke har kunnet oplyse til Udlændingestyrelsen, om klagerens ansøgning om forlængelse er blevet imødekommet, bemærker nævnet, at klageren efter det oplyste forsvandt, efter at han i [foråret] 2018 første gang indgav ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen, og at han udrejste til Danmark i [ultimo] 2018 cirka tre måneder efter, at han på ny indgav ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at der er holdepunkter for at antage, at klageren ikke vil kunne få forlænget sin opholdstilladelse i Tyskland. Nævnet bemærker i den forbindelse, at anvendelsen af udlændingelovens § 29 b ikke forudsætter, at udlændingen forsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at Tyskland kan tjene som første asylland. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ønsker at blive i Danmark, fordi at Danmark er et dejligt land, og at han føler sig bedre behandlet i Danmark end i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29 b-Tys/2019/1/MEG
