Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Somalia, der var blevet meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en overførsel til Italien ville blive adskilt fra sine børn, som har opholdstilladelse i Danmark, og at børnenes tarv skulle komme i første række. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, der efter egne oplysninger har haft bolig og arbejde i [by] under sit ophold i Italien, vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i fornødent omfang i Italien. Det forhold, at klageren efter det oplyste har haft konflikter med en række personer i Italien, samt har været udsat for generel diskrimination i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Italien, må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, hvilket han, efter egne oplysninger, ikke har gjort. De italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at klagerens børn har opholdstilladelse i Danmark, samt at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention, CCPR og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, om at barnets tarv skal komme i første række, bemærker nævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2019/4/cabv
