Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [by A] i provinsen Hiiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, når han bliver omkring 10-11 år. Ansøgerens mor har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab er tilstede i ansøgerens mors hjemområde, og hun har hørt at de rekrutterer børn ved enten at lokke dem eller ved at tvinge dem til at tilslutte sig dem. Hun frygter derfor at ansøgeren vil blive tvunget til at tilslutte sig al-Shabaab. Idet ansøgeren ikke er født i Somalia, frygter ansøgerens mor, at al-Shabaab vil holde ekstra øje med ansøgeren, idet de holder mere øje med nyligt ankomne børn. Videre at idet ansøgeren er født i Danmark og ikke kender somalisk kultur, vil det være lettere for al-Shabaab at overtale ansøgeren til at tilslutte sig dem. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge til grund, at ansøgerens mor har en konflikt med al-Shabaab, ligesom Nævnet har fundet, at betingelserne for at nægte at forlænge ansøgerens mors opholdstilladelse er opfyldte. Ansøgeren er to år gammel, og det beror alene på ansøgerens mors egen formodning, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/40/imbs