iran202051

Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Rabat, Iran. Ansøgeren har været medlem af ungdomsforeningen i KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far er medlem af KDP i Irak og tidligere har været medlem heraf i Iran. Ansøgerens far har arbejdet som mekaniker og chauffør for partiet. De iranske myndigheder har været på familiens bopæl i Iran en gang. Ansøgeren og hans familie flygtede til Irak, da hans far blev afsløret og hans farbror anholdt. Ansøgeren var 15 år gammel på det tidspunkt og har ikke været tilbage i Iran siden. Ansøgerens farbror blev henrettet af de iranske myndigheder i Iran på grund af sine politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at hans herboende farbror er politisk aktiv for KDP i Danmark. Efter en fornyet behandling af ansøgerens farbrors sag meddelte Flygtningenævnet [i foråret] 2018 farbroren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I afgørelsen lagde nævnet på baggrund af nye oplysninger, herunder fotos og film af farbroren og ansøgerens far i KDPI-sammenhænge, til grund, at ansøgerens farbror var medlem af KDPI og havde udført politiske aktiviteter for partiet i såvel Irak som Danmark, og at farbroren er med i en film, der kan ses på blandt andet en kurdisk kanal og på YouTube. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens anden farbror er blevet henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter, og at yderligere en farbror og ansøgerens far er medlem af og aktive for KDPI i Irak. Det fremgår af afgørelsen [fra foråret] 2018, at farbroren for nævnet havde forklaret blandt andet, at ansøgerens far var chauffør for partiets leder, at ansøgerens far er med på de fotos og film, der var fremlagt, og at ansøgerens far også lavede politiske aktiviteter for partiet i både Irak og Iran. Ansøgerens fars og farbrors tilknytningsforhold til KDPI/KDP er underbygget af de oplysninger, der er fremkommet for Flygtningenævnet i forbindelse med behandlingen af denne sag, herunder af fotos af ansøgerens forældre i deres hjem sammen med lederen af KDP. Ansøgeren er således ud af en politisk profileret familie, og ansøgeren har siden familien i 2008 flygtede fra de iranske myndigheder som følge af, at ansøgerens fars og farbrødres politiske aktiviteter i Iran var opdaget, og frem til sin udrejse af Irak i september 2015 boet i en KDPI/KDP-lejr. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren selv var medlem af KDP’s ungdomsafdeling i Irak og deltog i partimøder som almindeligt medlem, og at han også i Danmark er medlem af KDP og har deltaget i partiets møder i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. Som følge heraf finder nævnet, at ansøgeren, der er uden iranske legitimationspapirer, ved en tilbagevenden til Iran må antages at blive afhørt nærmere om ikke blot sin egen, men også familiens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen rapport ”Iranian Kurds Concequences of political activities i Iran and KRI” fra februar 2020, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/51/smla