Nævnet hjemviste i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har samtidig hermed truffet bestemmelse om, at Udlændingestyrelsen skal behandle ansøgerens fars ansøgning om asyl i Danmark. Der er således endnu ikke taget stilling til denne asylansøgning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens sag skal hjemvises til Udlændingestyrelsen til behandling sammen med farens sag. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren vel er født i Danmark, men at der ikke er truffet endelig afgørelse i farens asylsag, hvorfor ansøgeren efter praksis vil kunne gives flygtningestatus, hvis faren opfylder betingelserne herfor. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren har et individuelt beskyttelsesbehov i forhold til Eritrea. Det bemærkes særskilt, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere omskæring, således som faren har forklaret under nævnsmødet. Flygtningenævnet ophæver herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i efteråret] 2019, således at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på behandling af ansøgerens asylansøgning sammen med farens.” Erit/2020/9/HZC.