Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtaler: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger efter Udlændingestyrelsens tilkendegivelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er straffet med fængsel i 60 dage for et enkeltstående tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 232 over for en voksen kvinde. Efter det oplyste om forbrydelsens karakter og straffens længde og det i øvrigt foreliggende finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at betingelsen om, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/42/CRT