Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv har klageren under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet, herunder at blive et tilfældigt offer for de kamphandlinger, der finder sted. Klageren oplyste til støtte herfor, at krigen i Syrien påvirkede hendes liv, fordi der konstant var usikkerhed og fare. Klageren følte sig ikke sikker i Syrien, fordi der er mange kamphandlinger og af den grund, var der ikke mulighed for at arbejde. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Udlændingestyrelsen vurderede, at denne risiko ikke var begrundet i individuelle omstændigheder, men derimod at risikoen havde baggrund i en særlig alvorlig situation i klagerens hjemland, som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile i Syrien. Klageren har under sin nuværende sag henvist til, at hun frygter myndighederne som følge af, at hun er blevet gift med en mand, der kommer fra Aleppo og har været tilbageholdt og tortureret af de syriske myndigheder, ligesom hendes bror er meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er adskillige rapporteringer i de foreliggende baggrundsoplysninger om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer, der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer, der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer, kan være det. Sådanne personer er efter baggrundsoplysningerne i risiko for at blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf indgå med betydelig vægt, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed. Klageren blev [i sommeren] 2018 gift med [A], der er svensk statsborger. Det må efter oplysningerne i sagen, herunder fra Migrationsverket i Sverige, lægges til grund, at klagerens ægtefælle stammer fra Aleppo i Syrien, at han flygtede fra Syrien til Sverige i 2012 og [i begyndelsen af] 2013 blev meddelt asyl, idet de svenske myndigheder lagde til grund, at han to gange havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder og udsat for tortur som følge af, at han havde deltaget i demonstrationer mod de syriske myndigheder. Klagerens bror er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til, at klagerens ægtefælle kommer fra Aleppo i Syrien, og er meddelt asyl i Sverige som følge af, at han to gange har været tilbageholdt og tortureret af de syriske myndigheder og til, at klagerens bror har opnået asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, finder nævnet efter en samlet vurdering, at der er en reel risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og afhørt. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, finder nævnet det sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser hendes ægtefælle for politisk aktiv og modstander af styret. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/37/CMA