syri201925

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en by i] Al-Hasakah, Syrien. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af sagen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder, ISIL og de tyrkiske styrker bekriger hinanden i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at forholdene i landet er meget dårlige på grund af manglende sikkerhed. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet opsøgt af Yekîneyên Parastina Gel (YPG) på deres bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev opfordret til at bære våben og forsvare deres land. Dette var dog frivilligt, og der var ikke nogen konsekvenser ved at nægte at bære våben for YPG. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Tyrkiet. Ansøgeren har aldrig før eller siden hun har opholdt sig i Tyrkiet oplevet nogen former for personlige konflikter i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har statsborgerskab i både Syrien og Tyrkiet. Grundet de generelle forhold i Syrien, vil hun derfor som udgangspunkt være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, ved tilbagevenden til dette land. Særligt på baggrund af Udenrigsministeriets oplysninger fra de lokale tyrkiske myndigheder finder nævnet det godtgjort, at hun også er tyrkisk statsborger. Idet hun har oplyst, at hun ikke har nogle konflikter i Tyrkiet, kan hun derfor tage ophold der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/25/SMLA