Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger efter Udlændingestyrelsens tilkendegivelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er straffet med fængsel i 60 dage og yderligere med en tillægsstraf af fængsel i 60 dage. Selvom dommene i det væsentlige vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af forholdene ikke, at betingelsen om, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse ændres, således at klageren fortsat har opholdstilladelse.” stat/2019/6/CRT
