Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af bandemedlemmer, der tidligere har overfaldet klageren. Endvidere har klageren henvist til, at hun frygter Al-Shabaab, idet de har forsøgt at hverve klagerens ægtefælle og søn. Endelige har klageren henvist til de generelle forhold, herunder forholdene for en syg kørestolsbruger. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun for 15 år siden under et indbrud i hendes hjem blev stukket i nakken af bandemedlemmer, hvormed hun blev lammet. Klagerens søn blev under indbruddet slået ihjel. Mens klageren opholdt sig på hospitalet, blev hendes hjem igen opsøgt af banden. Efterfølgende blev klageren af sin ægtefælle oplyst om, at Al-Shabaab havde opsøgt deres bopæl med henblik på at tvangshverve klagerens ægtefælle og søn, hvilket de ikke ønskede, hvorfor de var nødsaget til at flygte til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hendes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren for ca. 20 år siden blev overfaldet i sit hjem af en bande, og at hun herunder blev stukket med en kniv i nakken. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at Al-Shabaab for mange år siden forsøgte at tvangshverve klagerens ægtefælle og søn. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, har klagerens ikke sandsynliggjort, at hun på grund af disse tidligere hændelser i Somalia fortsat har grund til at frygte shuftierne eller Al-Shabaab. De generelle forhold i Mogadishu er efter de foreliggende baggrundsoplysninger og efter Flygtningenævnets praksis ikke længere af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Klageren er i dag alvorligt handikappet, sidder i kørestol og er meget pasningskrævende. Flygtningenævnet kan lægge klagerens oplysninger om, at hun i Somalia vil være uden mandligt netværk til at beskytte hende til grund. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Amnesty Internationals rapport af 12. marts 2015, at handicappede kvinder i Somalia er i reel risiko for at blive udsat for voldtægter og andre seksuelle overgreb. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/214/HZC
