Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han nu har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra [en mindre by], Gedo, Somalia. Klageren tilhører klanen Darood, subklanen Mareehaan og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af repræsentanter for al-Shabaab, fordi han har arbejdet for en nødhjælpsorganisation ved navn [A]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 begyndte at arbejde for nødhjælpsorganisationen som programkoordinator. Efter et år begyndte klageren at modtage trusler pr. SMS og over telefonen. Klageren formoder, at truslerne var fra al-Shabaab. Truslerne kom med en til to måneders mellemrum. I [slutningen af] 2012, mens klageren kørte i en bil sammen med sin ven, blev bilen beskudt, hvorved klagerens ven blev ramt. Klageren fik derefter en SMS, hvoraf det fremgik, at man ville forsøge at få ram på klageren igen. En uge efter skudepisoden udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen fandt, at klagerens forklaring på en række punkter fremstod påfaldende, men fandt ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til det sydlige og centrale Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger ved sagens afgørelse vægt på, at Udlændingestyrelsen i henhold til tilladelsesresolution [fra sommeren] 2015 lagde til grund, at klageren havde arbejdet for organisationen [A], og at han i denne forbindelse var blevet truet af al-Shabaab. Det fremgår endvidere af opholdstilladelsen [fra sommeren] 2015, at det er lagt til grund, at al-Shabaab ”målrettet går efter personer, som har med den somaliske regering og/eller nogen af regeringens internationale støtter at gøre, herunder internationale NGO’er.” Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at al-Shabaab vel ikke har kontrollen i det område, hvor klageren kommer fra, men at den generelle sikkerhedssituation er uvis og præget af store udsving. Det må derfor antages, at al-Shabaab vil kunne ramme klageren, hvis al-Shabaab ønsker det. Da baggrunden for klagerens modsætningsforhold til al-Shabaab må antages at være hans arbejde for førnævnte NGO, og at al-Shabaab i den forbindelse har anset ham for at være spion, må klageren herefter anses for at være profileret på en sådan måde, at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter, at der bør meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer således Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2018.” Soma/2019/209/EMU
