Nævnet omgjorde i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og kommer fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra sin tidligere arbejdsgiver, som havde en indflydelsesrig stilling ved De Islamiske Domstole. Han forsøgte på et ukendt tidspunkt at hverve klageren til en ukendt islamisk gruppe. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen familie i Somalia. Han har til støtte herfor oplyst, at hans forældre er døde, og at han er enebarn. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato primo] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Somalia på daværende tidspunkt. Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet finder fortsat, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har et individuelt asylmotiv, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt vægt på de samme forhold, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [dato i foråret] 2007. Spørgsmålet er herefter, om der er indtrådt en sådan forbedring af forholdene i Mogadishu, at der ikke længere er grundlag for at meddele beskyttelse efter § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse og partshøringsskrivelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemegn, Mogadishu, er kontrolleret af AMISOM/SNAF, og at al-Shabaab har ændret deres måde at operere på fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, internationale styrker, internationale organisationer m.v. Flere baggrundsoplysninger peger dog i retning af, at sikkerhedssituationen i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab nu udfører angreb mod større byer, herunder i stigende grad udfører angreb mod civile mål. Efter en samlet vurdering af sikkerhedssituationen i Mogadishu finder nævnet – i overensstemmelse med nævnets praksis herom – at de generelle forhold i Mogadishu – om end forholdene er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – er forbedret i en sådan grad, at det ikke længere kan lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren, der nu er [i 40’erne], kom til Danmark i [foråret] 2006, hvor han søgte asyl den [dato i sommeren] 2006. Den [dato i efteråret] 2006 meddelte Udlændingestyrelsen ham afslag på asyl, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Flygtningenævnet den [dato i foråret] 2007. Den [dato primo] 2012 hjemviste nævnet hans sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, der den [dato senere primo] 2012 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Længden af klagerens lovlige ophold i Danmark var på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse 5 år og 10 måneder. Klageren har under sit ophold i Danmark ikke opnået nogen tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom han ikke har gennemført et uddannelsesforløb eller engageret sig i det danske foreningsliv. Efter det oplyste taler, læser og skriver han dansk. Han er senest i en lægeerklæring fra [foråret] 2019 diagnosticeret med periodisk depression med psykotiske symptomer og PTSD. Han hører stemmer og har svært ved at være sammen med andre. Han beskrives desuden med meget lavt funktionsniveau, ligesom det nævnes, at hans tilstand er kronisk, og at der ikke er nogen udsigt til bedring. Han har fået tilkendt bostøtte fra [navn på kommune] Kommune og modtager støtte til de daglige gøremål, såsom indkøb rengøring, madlavning samt dosering af medicin. Han modtager medicinsk behandling, der retter sig mod symptomlindring. Det anføres endvidere i lægeerklæringen, at det er af afgørende betydning for klagerens overlevelse, at han fortsat modtager medicinsk behandling og social støtte. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering heraf, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særlig belastende i udlændingelovens § 26, stk. 1,’s forstand. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 19. december 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/187/DH
