Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Benin City i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin afdøde fars familie eller de personer, som bragte ansøgeren til Europa. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun efter sin fars og mors død levede på gaden med sine søskende, og at hun i dag ikke har nogen familie tilbage. Ansøgeren blev hjulpet til Europa af to kvinder ved navn [A] og [B], og ansøgeren skylder dem penge derfor. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ingen muligheder har i Nigeria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med sin fars familie til grund, idet forklaringen på centrale punkter forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sine familieforhold, herunder om hvorvidt hendes forældre er i live i Nigeria. Ansøgeren har ifølge rapport fra Center mod Menneskehandel [fra foråret] 2017 forklaret, at hun har fem søskende på 17, 15, 13, 8 og 5 år. Begge hendes forældre er i live. Ifølge rapport fra samme center [fra efteråret] 2017 forklarede ansøgeren, at hun er den førstefødte af otte børn, og at hendes far er syg. Til oplys-nings- og motivsamtalen [afholdt primo] 2018 forklarede ansøgeren imidlertid, at hendes far døde af forgiftning, da hun var 10 år, og at hendes mor døde af et slagtilfælde, da hun var 11 år. Efter farens død tvang hendes fars brødre ansøgeren, hendes mor og søskende ud af farfarens hus, hvor de havde boet sammen, og truede med at slå dem ihjel, hvis de kom tilbage. Ansøger har siden levet på gaden i Benin City. Til asylsamtalen [i foråret] 2018 forklarede ansøgeren, at hun havde haft tre søskende. Hendes bror døde som meget ung, og hendes søster døde måneden inden samtalen med Udlændingestyrelsen. Faren døde i 2004 af forgiftning, og moren døde efterfølgende, fordi de ikke havde mad. Ansøgeren forklarede senere under samtalen, at moren døde, fordi hun var udsat for stress af farens familie. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at hun var den ældste af fem søskende, men rettede det efterfølgende til fire søskende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtninge-nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret divergerende og usammenhængende om størrelsen af sin gæld til [A] og om, hvor meget hun har afdraget. Flygtningenævnet forkaster således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med farens familie. Nævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren må antages at have været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er bragt til Europa for at arbejde som prostitueret, og at hun som følge heraf står i et gældsforhold. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har noget at vende tilbage til, ligesom hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv, kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens subsidiære påstand om, at udsendelse ikke bør ske i medfør af udlændingelovens § 26 eller dennes analogi bemærker nævnet, at bestemmelsen ikke finder selvstændig anvendelse i spontanasylsager. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/17/AJEV
