Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Nabatiya i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Hizbollah, der ønsker at tvangsrekruttere ham til at kæmpe i Syrien. Herudover frygter ansøgeren, at Hizbollah vil skade hans ægtefælle og børn, hvis han ikke samarbejder med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans brødre er tilknyttet Hizbollah i Libanon. Tilknytningen går helt tilbage til 1984, kort tid efter bevægelsens stiftelse. I 2011 forsøgte tre af ansøgerens brødre [X, Y og Z], at presse ham til at tilslutte sig Hizbollah, hvilket ansøgeren ikke ønskede, da han hellere ville leve et almindeligt liv. I 2012 blev han opsøgt på sin bopæl af to af brødrene, [X og Y], der truede ham med, at de kunne få datteren til at forsvinde, hvis ikke han samarbejdede med dem. Cirka to måneder senere blev ansøgeren ringet op af en person, som muligvis var hans bror [X]. Den pågældende bad ansøgeren møde op på Hizbollahs kontor, så de kunne løse problemet. Ansøgeren mødte op på Hizbollahs kontor, hvor han blev modtaget af en person, der førte ham ind i et kontor, hvor der sad en person. Pludselig fik ansøgeren en hætte over hovedet og blev iført håndjern. Efter at have kørt i cirka 10 minutter standsede bilen, og ansøgeren blev ført ind i en bygning, hvor han blev anbragt i et rum. Han blev tilbageholdt i 15 dage i rummet. Hver dag blev han afhørt gennem en højtaler af en person, som han er overbevist om, var hans bror, [X]. Efter 15 dage blev han løsladt. Han blev kørt til et sted, der lå meget tæt på hans bopæl. Da ansøgeren kom hjem, blev han ringet op af broren, [X], der sagde, at nu havde han fået en advarsel, og at han skulle tænke sig om. Selv om ansøgeren flere gange skiftede telefonnumre, blev han hver gang ringet op af [X]. I den følgende tid opholdt ansøgeren sig forskellige steder i forbindelse med sit arbejde. Han opholdt sig sjældent og kun i kort tid på bopælen. I [vinteren] 2017, efter at ægtefællen i Danmark havde søgt om besøgsvisum til ansøgeren, fik ansøgeren udleveret sit pas fra den danske ambassade i Beirut, og frem til [foråret] 2017, rejste han frem og tilbage mellem Libanon og Syrien. [I foråret] 2017 udrejste han endeligt af Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne ved pågribelsen, omstændighederne under tilbageholdelsen, og omstændighederne ved løsladelsen. Hertil kommer, at ansøgeren både har forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i 2012 og i 2016. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren er udrejst gennem lufthavnen i Beyrut, legalt med sit eget pas. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren kan antages at have noget modsætningsforhold til Hizbollah eller til sine brødre som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2019/2/JAH
